THE_ART_PAGES_Tidstavle_Timeline

Rokoko/Rococo 1720-1770
Louis d. 15. stil i Frankrig 1723-1774
Frederik d. Store-stil i Danmark 1740-1786

Rokoko/Rococo

Klik på billederne for forstørrelse/Click on images for enlargement

Stilarten opstod i Frankrig i 1720'erne som en videreførelse af barokken, men barokkens højtidelige og pompøse former forvandledes til en forfinet og dekortiv stil.
Ved Ludvig den 15.'s hof udvikledes en smag for en yndefuld rumudsmykning, der skulle skabe intimitet og sorgløshed. Fra dekorationskunsten bredte stilen sig til arkitektur og billedhuggerkunst og landene udenfor Frankrig blev interesseret i rokokostilen, og den blev hovedsageligt en hofstil. Der var også en rokoko, der beskæftigede sig mere med det jævne og borgerlige. Den rationelle rokoko ses i Frankrig, den irrationelle i Sydtyskland.
Uden for Frankrig kom rokokoen til at spille sin største rolle i Tyskland. I Sydtyskland anvendtes den til fantasifuldt udformede kirker og paladser indvendigt dekoreret med fresker og ornamenter.

The style arose in France in the 1720s as a continuation of the Baroque, the solemn and grandiose Baroque forms were transformed into a decorative style.
At the Court of Louis XV the graceful ornaments was developed to create a sense of intimacy and freedom from worries.
The Rococo style spread from decoration art to architecture and the art of sculpture. The countries outside France became interested in the style, which mainly became a court style. The rational Rococo belonged to France, the irrational to Southern Germany.
Outside France the style played the biggest role in Germany - in Southern Germany churches and palaces were imaginative worked out and the interior decorated with frescoes and ornaments.

Ordet rokoko er afledt af rocaille, asymmetrisk muslingeskallignende ornament, der er selve grundideen i rokokoen og en fransk opfindelse fra omkring 1740. Rocaillen er i sin form uregelmæssig, non-geometrisk, den er placeret netop der, hvor den kan bidrage til at opløse (især i den tyske irrationelle rokoko). Rokokodekorationer virker vægtløse og flydende. Rocaillen sniger sig ind alle vegne i alle størrelser, til alle formål. Rocaillen præger også hårmoden.
Rokokoen blev af eftertiden anset for overfladisk, især efter den franske revolution.

The rocaille, a French invention from about 1740, was the seminal idea behind the style, the word derived from the French word rocaille, a chased or engraved decoration involving shell-like swirling forms - irregular and non-geometric. Rococo decorations appeared weightless and blurred. The rocaille crept in everywhere in all sizes for all purposes - also the hair-fashion. Posterity considered Rococo as a superficial style.

	Jagtslottet Amalienburg i Nymphenburgs slotspark, München, 1734–39, er tegnet af den franske arkitekt François de Cuvilliés d.æ. (1695-1768).
	Amalienburg hunting lodge in Nymphenburg Palace Park, Munich, 1734–39, designed by the French architect François de Cuvilliés the Elder (1695-1768).

Karakteristika for rokokoen: ikke kontraster. Atektonisk. Huset ustabilt. Dematerialiserer væggen, grænsen mellem rum og væg flydende, rette linjer er slørede og hjørner afrundede, ophæver substansen. Rumudsmykning. Intellektets aflæsning af rummet sløres. Rummet skal ses i bevægelse. Lyset stemmes i vejret. Lyse farver. Rum en syntese af lys, farve, bevægelse. Vægtløshed. Polerede gulve, prismeslibninger, glat blank silke. Lyse træpaneler. Lak. Gips. Stuk. Kineserier. Porcelænsrum. Mangel på alvor, men ironi og pjank. Rocailler, asymmetri. Ornamentik ofte forgyldt. Religiøse motiver ofte verdsliggjort. Friere motivvalg. Skelner ikke særligt mellem sakrale og verdslige motiver. Ikke korrekte historiske skildringer. Maleriet mister sin substans, et syn (jvf.den venetianske landskabsmaler Francesco Guardi (1712-1793). Galant pyntet stil, reaktion mod barokkens pompøse stil. Gesamtkunstwerk, maleri, arkitektur, skulptur, alt tænkt sammen. Ikke repræsentativ arkitektur, facader uden søjler, praktisk rumfordeling, små intime rum. Salonliv/kulturliv. Spejle slører rummets aksialitet, ingen hjørner. Beskueren bliver ved spejlene sat ind i en kunstverden, samtidig møder han sig selv som jordisk realitet. Kunsten ophæver sig selv i det øjeblik den består af beskueren selv.
Mere end nogen anden stil blev rokokoen kunstindustriens stilart.
Chinoiseries/kineserier anvender motiver fra kinesisk og japansk kunst som dekorative elementer på vægge, møbler, brugsting og tekstiler. Især lakarbejder var populære, og blev sammen med porcelæn eksporteret fra det fjerne Østen til Europa eller blev kopieret i Europa. Der blev også skabt hele rum i kinesisk stil.

Inden for møbelkunsten blev der skabt nye typer møbler fx chatollet i finér, skriveborde med træfinér i geometriske mønstre, kommoder med svungne tynde guldbelagte ben eller med kinesiske lakarbejder. Rokokostolene, der stadig kopieres, blev datidens lænestol med brede polstrede sæder og armlæn og chaiselongen blev forløberen for sofaen. Den danske møbelsnedker og hofsnedker Mathias Ortmann i Gothersgade i København, var den førende danske møbelkunstner i perioden, han var skaberen af en slank kommode på høje ben.
Den danske kleinkunst, industriel pynte- og brugskunst, kom fra Kastrup Stentøjs- og Fajancefabrik (i 1755 grundlagt af Jacob Fortling), de Sønderjyske fajancefabrikker og Johan Petzhold, der skabte fine dekorationsskulpturer.
I England var møbelstilen Chippendale opkaldt efter møbelsnedkeren Thomas Chippendale, der blandede rokokoformer med gotiske og kinesiske ornamenter på møbler af maghonitræ. Rokokoen fik ingen særlig betydning i England.

	Francesco Guardi, "Venedig: Toldpynten", ca. 1770, National Gallery, London.
	Francesco Guardi, "Venice: The Punta della Dogana" (Customs Point), c. 1770, National Gallery, London.

	Balsalen i Queluz Paladset i Portugal udført af Jean-Baptiste Robillon.
	The ballroom in Queluz National Palace, Portugal, designed by Jean-Baptiste Robillon.

Keywords characterizing the style: Weightlessness. Non-contrast. The room was a synthesis of light, colour and motion. Polish floors. Crystal grinding. Smooth bright silk. Light wood panels. Lacquer. Plaster of Paris. Stucco. Porcelain rooms. Absence of seriousness. Irony. Giddiness. Rocaille. Asymmetric. Ornamentation often gilded. Religious motifs often secularized. Incorrect historical descriptions. The painting lost its substance (Guardi). Bright colours, pastels. Pastorale (Jean Antoine Watteau). Mythological scenes (Fr. Boucher). Pastel portraits. Gesamtkunstwerk (German for total artwork - a term coined by Richard Wagner to describe the synthesis of all the arts music, poetry, drama, visual spectacle in his late operas). Non-representative architecture. Mirrors blur the room. The house was unstable, it should create an illusion, fragility - paradoxical that the house kept upright.

In furniture design a new type of furniture was designed e.g. the writing bureau, chest of drawers with thin golden legs or Chinese lacquer work. The Rococo chair became the pasts armchair and the chaiselong became the forerunner of the sofa.
The divergence of the Rococo style was an exterior and interior which did not correspond to each other, it was not possible to read something about the interior at the façade.

Arkitekturen kaster vrag på enhver fornuftig opbygning af huset. Huset skal illudere skrøbelighed, vægtløshed, et paradoks, at huset står. Facaden trækker sig bort fra gaden, lukker sig indadtil.
Rokokoen arbejder ikke med kontraster modsat barokken, den er en forskelsløs stil, irreel, leddene filtres sammen. Rokokoen er atektonisk, konstruktionen bliver dog ikke til en dekoration, søjlen anvendes stadig tektonisk, men dekorationen styrer i det visuelle indtryk, de konstruktive elementer (søjler, frontoner, hvælvkonstruktioner) på en sådan måde, at disse fratages deres konstruktive funktion. Der ses den asymmetrisk placerede port, facaderammeværk med liséner og valmtag (skrå flade ved bygningens gavl).
Rokokoens divergens vil sige at ydre og indre ikke svarer til hinanden, der kan således ikke aflæses noget indre på facaden (modsat barok). Ornamentikken i barokken virker rumforstyrrende, den er dynamisk, der er ingen ro,
Rokokoens rumlige ideal er at skabe en fuldstændig enhed.
I de tyske rokokobygninger blev trappen imidlertid hele plandispositionens centrum, nogle gange roterende om sin egen midtakse som spiralen i en konkylie, sommetider vendende tilbage til sit eget udgangspunkt som fx i paladset i Würzburg (se barok).

In the German Rococo palaces the staircase became the centre of the plan disposal (e.g. the Würzburg Residence). The Würzburg Residence, Bavaria, Germany, 1720-44, the building of this Baroque/Rococo palace started on request of Bishop Johann, designed by Baltazar Neumann. It was made of yellow sandstone, which provided a golden glow. The residence was added to Unesco's World Heritage List in 1981 (see Baroque).

Amalienborg slot, se nedenfor. Amalienborg Palace, Copenhagen, see below.

Ærkebiskoppaladset i Prag, 1669-1694. Den oprindelige renæssancebygning blev ombygget i først barokstil og senere i rokokostil af den franske arkitekt Jean-Baptiste Mathey (1630-1696). The Archbishop's Palace, Prague, 1669-1694. The original renaissance building was rebuilt in Baroque and later in Rococo style by the French architect Jean-Baptiste Mathey (1630-1696).

Masions de plaisance, et lystslot på landet. Bygningen afhænger af bygherrens rang og stilling i det offentlige liv, den æstetiske målestok forbinder sig med den selskabelige, og det repræsentative cirkus som ved Ludvig d. 14.'s hof forsvinder, man er kørt træt i det store repræsentative. Det er det intime rum, der interesserer, og det kræver nye rammer. I residensen er 1. etage den fornemste, men i lystslottene er stueetagen den fornemste, og på førstesalen gentages stueetagen, men anvendes til det private liv. Sans Souci (uden sorg), 1745-47 i Potsdam i det tidligere Østtyskland, opført af Friedrich d. 2., der regerede 1740-46. Arkitekten var G.W. von Knobelsdorff, hofmaleren var A. Pesne. Navnet Sanssouci er valgt efter kongens livsholdning, stræben efter velbefindende, et liv i landlige omgivelser, fri fra hverdagens sorger og bekymringer og fri fra den trykkende repræsentativ pligt til et let liv med filosofi, litteratur, musik, forfattervirksomhed. Omkring 1750 boede den franske forfatter og oplysningsfilosof Francois de Voltaire (1694-1778) her et par år, et af rummene hedder Voltaireværelset. Marmorsalen (ægte marmor) er slottets vigtigste rum, den danner forbindelse med øst- og vestfløj. Koncertrummet er et af de skønneste rum i tysk rokoko.

Masions de plaisance - a summer residence for the royals and the nobles. Sans Souci (carefree), 1745-47 in Potsdam the former eastern Germany, was built for Friedrich II. About 1750 the France writer and philosopher Francois de Voltaire (1694-1778) lived in the palace. The palace was added to Unesco's World Heritage List in 1997.

"Sans Souci" (sorgløs/sorgenfri), 1745-47, Potsdam.

"Sans Souci" (carefree), 1745-47, Potsdam, the former eastern Germany.

Kinesisk tehus i Sanssoucis park tegnet af Johann Gottfried Büring mellem 1755-64. Rokokoelementer er forbundet med orientalske elementer. Koncertrummet, Sanssouci.
Chinese Tea-House, Sanssouci Park, designed by Johann Gottfried Büring between 1755-64. The style is a mixture of rococo elements and Oriental elements. Concert Room, Sanssouci.

Salonen er rokokoens intime rum og afløser den tidligere store repræsentationssal. I salonen snakker/konverserer man, i barokkens repræsentative rum forlængede man sin magt. Rokokoen er sammenfaldende med oplysningstiden og det at være åndfuld er adgangsbilletten til salonerne for rige borgere og kunstnere. Rocaillen går igen i salonernes omgangsformer, den ene rocaille skubber til den næste som man med samtalen/konversationen ikke må gå i dybden, skal være vittig, kvik i replikken. Konversationen er et mål i sig selv, en kunstart, et legetøj, ikke et middel til at kommunikere sine ideer ud med. Voltaire skriver at talen skal flyde som om, man farver med pastelkridt. Diderot er tidens filosof, mester i salondialogen.
Privatlivet udkonkurrerer det offentlig liv, salonernes herredømme. Salonen er et lille hof. I rokokoens livsførelse bliver folk eksperter i ikke at kede sig, men det legende menneske, homo ludens. Man forlyster sig med fester, selskabelighed, fyrværkeri, bal, karneval.
Romanen er især populær i 1700-tallet, romanerne giver sig god tid, kører store omveje, et associationsforløb i romanen, når egentlig ikke nogle steder hen
Musikkens instrument er cembalo, der er skrevet oceaner af cembalostykker. Melodien slæber sig af sted. Skal lade musikken gro til i ornamentik. Der danses menuet.

The Salon the intimate room of the Rococo - in the salon people conversed. The style was contemporary with the Age of Enlightenment, brilliancy was, for wealthy townsmen and artists, the ticket to the salons - the conversing people should be quick at repartee or witty. The conversation was an art form - Voltaire wrote that the speech should flow like paintings with pastel chalk. Diderot was the philosopher of the time, he was master of the salon dialogue. People became experts in a non-boring life style - the homo ludens (the playing human) - much of pastime was arranged e.g. feasts, parties, fireworks, dance and carnival. The musical instrument was the cembalo, the rococo dance the minuet.

Cuvilliés teater. Kurfyrste Maximilian II Joseph gav bestillingen på teatret i 1751 til arkitekten Francois de Cuvilliés d.æ. Al udsmykning er plastisk. Draperier og forhæng er ikke stof, men er skåret/snittet.
Ruinteater, er ukendt udenfor Tyskland, det betegner vendingen fra barok til rokoko, fra illusionistisk teater til romantisk naturteater. Eremitage ruinteatret i Bayreuth (1743-44), buer og søjler spænder over scenen. Fra begyndelsen var arkitekturen opført som ruin, skulle forestille en romersk teaterruin.

Cuvillié's Theatre. Elector Maximilian II Joseph ordered in 1751 the architect Francois de Cuvilliés the elder to built the Theatre.

I rokokoens haver blev anlagt grotter, fontæner og ruiner, man ville skabe et malerisk indtryk, og der blev opstillet kopier af klassiske skulpturer. Frederiksberg Have ved Frederiksberg Slot, blev i 1797 ændret fra en have en barokstil til en landskabshave. I haven findes Apistemplet, der i 1802 blev opført efter Abildgaards tegninger.
In the Rococo garden were cavegrottoes, fountains and ruins, the intention was to create a picturesque impression, copies of classical sculptures were placed in the garden.

I maleriet er farverne lysere, pastelfarver og motivvalget friere end barokkens. Der ses pastoraler (A. Watteau), mytologiske scener (Fr. Boucher) og pastelportrætter (de la Tour, Perronneau). Kokette og charmerende kvinder, der smiler skælmsk, skal behage. Nymfer, amoriner og gratier ses i stort tal. Venus er det foretrukne mytologiske objekt i rokokoen, det er ikke Homers eller Virgils Olymp der afbildes, men Ovids befolket af Pan, Venus, Diana og Cupido. Den borgerlige kunst fremstiller eftertanken. Illusionistisk maleri illustrerer altid en åbning, ideen er at slå bro mellem jord og himmel, arkitekturen forlænges opefter.

Valfartskirker ligger for sig selv på et helligt sted. Kirkens form, tag og tårn er blikfang og tænkt ind i omgivelserne, landskabet. Kirkerne skal rage op som fyrtårne, være overjordisk pragtfulde og gøre miraklet synligt, hvilket er pointen i den sydtyske kirkearkitektur, f.eks. Die Wies af Dominikus Zimmermann, Vierzehnheiligen af Baltasar Neumann, Steinhausen af Zimmermann og Birnau af Peter Thumb, er typisk rokoko.
I den romersk-katolske kirke sættes valfart højt både dagsvandringer og lange valfarter. Valfarten gik til et sted, hvor der var noget helbredende, især karakteristisk for middelalderen var Rom eller Santiago de Compostela i Spanien. Midt i 1700-tallet var der ikke mere fjernvalfart. En ny form for valfart er til en lokalhelgen dvs. kirken har noget helligt i huset. Valfarernes to grundliggende attituder er fremadprocederen og knælen i bøn.

Pilgrimage churches in Southern Germany e.g. Die Wies by Dominikus Zimmermann, Vierzehnheiligen by Baltasar Neumann, Steinhausen by Zimmermann and Birnau by Peter Thumb - in the Birnau church the ground plan was more simple than in other pilgrimage churches, the church room was rectangular with suggestion of a transept, a so-called "Maria Aula", the church room was Maria's/Mary's bosom.

Die Wies (da. eng), 1745-54, Steingaden, Bayern, tegnet af Dominikus Zimmermann. Fresker af Johann Baptist Zimmermann. Wiesanlægget omfatter ud over kirken beboelse til valfartspræster. Herberget i forbindelse med kirken, det lille fritliggende hus, var Zimmermanns eget. Kirken er æggeskalsfarvet med rødt tegltag. Den illustrerer naturen og landskabets magt over det arkitektoniske formsprog, følger rytmisk bjergenes linjer, minder og den tyske gotiske Hallekirke. Facaden er anlagt på fjernvirkning, hele anlægget får plastisk kraft fra afstand. Kirken fremstår som et "paphus", den har ingen soliditet, den er opført af pudset træ. Byggeri i træ medfører større frihed til rumudformning og pillerne/søjlerne kan have gotisk slankhed. Grundplanen er oval, murværket er spinkelt, leddene slanke. Fjerner man sig fra kirkerummets midtakse svigter den optiske værdi ikke. Hverken loft eller rum er ensidigt komponeret. De bærende led er ydermuren og fripiller. Der er korte forbindelsesbuer mellerm piller og vægpilastre. Facaden er ikke vigtig, murfladen vigtigere. Steinhausen og Wies minder om hinanden typologisk. Rumbilledet i Wies er mere dramatisk iscenesættelse end i Steinhausen. I Die Wies ses slynget broderi, rocaillen leder fra virkelighed til illusion, rocaillen bliver en del af det der sker i himlen, ingen aksefasthed. Kirken skal ses horisontalt. Korbygningen er ret lang. Tværaksen ligger ufri medfører indtryk af tværskib. Farverne samles i midterdelen (koret), der er således en kulminationsakse op gennem kirken.

	Kristus ved martersøjlen
	The figure of the flagellated Christ

Valfartsobjektet er en Kristusfigur ved martersøjlen. Figuren var ejet af en Wies bondekone Maria Lory. Figuren begyndte at græde i 1738, der blev lavet et kapel til den. En strøm af pilgrimme førte til at der blev bygget et kirke. Figuren står ved alteret i en slags niche, fresken herover viser Kristus som barn.
Rummet er i stadig forvandling på grund af lyset. Kirken er "Raum im Wandernden Licht", en lysfanger, et evigt forvandlende rum modsat renæssancen. Blå er symbol på det uendelige rum. Lyset i Die Wies har stort spillerum, her er et større antal vinduer end i f.eks. Steinhausen. Hvert fag i hovedskibet har to højvinduer, herover/imellem rundformede vinduer. Kirken er indvendig badet i lys. De dobbelte højvinduer i hovedskibet har betydning for rummets bevægelse og rytmik (understøtter de dobbelte fripiller og derved rummets rytmik). Lyset udnyttes både kvantiativt og kvalitativt (selvstændigt led i rummets artikulering). Vinduerne er blyindfattede ruder, tykkest på midten, hvilket medfører at de samler lyset som et

brændglas. Mange af ruderne er let farvetonede (rødlige/lilla/gullige). Lysets store roller kommer til udtryk i de 4 kirkefædrefigurer (Ambrosius, Gregorius, Augustin og Hieronimus), de er en slags skuespillere, lyset uformer figurernes plastik. I fællesrummet står de op ad hver sin søjle. De ville ikke blive bemærket i almindeligt spredt og neutralt lys fordi deres glansagtige hvidhed og guldagtige enkeltheder falder ind i kirkens farver som en helhed. Lyset i spillet mellem vinduer og frisøjler falder ikke neutralt men i stråler, hvilket medfører at nogle områder er mere belyste end andre. Lyset er også vigtigt i den øvrige udsmykning - stukkatur og loftsmaleri. Vedranker og blomster er påmalet lette skygger hvilket forhøjer indtrykket af lys og rum omkring disse. Lyset spiller på forskellig vis i farverne og former optisk figurerne plastisk.
Loftsfreskens tema er Kristi komme på den yderste dag. Dommens trone står endnu tom, men klædet drages til side af englene med bøgerne. Kristus troner på regnbuen, skal hente sine frelste (hele verden) hjem til sig. Heromkring ses engle og hellige. Kristus er kirkens totale midtpunkt. Under regnbuen ses Jomfru Maria med vinger (englenes dronning). Kirkefædrene forkynder Kristi lære og væren i det levende ord. Vejen til himlen går bogstaveligt talt over kirken. Helheden giver forhåndsprøve på det der skal ske bag himlens lukkede port, der skal åbnes på den yderste dag, symbol på det egentlige mål med pilgrimsfærden, det evige livs herlighed. Kirken er en forjættelse, en lovgivning på hvad der skal komme.
Det er den pietistiske glæde, den fortrøstningsfulde religion, der trives i Sydtyskland på denne tid sammenlignet med den dystre domsvision i Michelangelos dommedag.
I 1983 kom Die Wies på UNESCOs Verdensarvsliste.

The Pilgrimage Church of Wies or The Pilgrimage Church of the Scourged Saviour, 1745–54, Town of Steingaden, Bavaria, Germany, designed by Dominikus Zimmermann.
.

	Die Wies, klik for at se hele billedet.
	The Pilgrimage Church of Wies, click to view full size image.

Steinhausen 1727-33 af Dominikus Zimmermann, præmonstratenser-abbedi, Würtemburg. Barok/rokoko, betegnet som et mesterværk i Sydtysk rokoko. Kirkerummet er et centralrum, en arkitektonisk helhed af hvælv, buer og piller. Frisøjler støtter rundbuer, piller bærer et stenhvælv (kuppelhvælv). Kirkens pulpitur skaber forbindelse fra menighedsrum til alterrum (kor, der er en lille tværoval). Det indre er en elipse med oval murskal, hvilket betyder at grundplanen bliver en elipse med afnittede ender. Grundplanen er således en længdestillet oval - en længdeorienteret dobbeltskalskonstruktion med en krans af fritstående søjler. Første gang i arkitekturhistorien ses en fripilleorden på oval grundplan.
Set fra indgangen dækker pillerne alle vinduer. De kurverede vinduer sidder højt så lyset kommer ind fra oven, lysstyrken bliver forstørret i højden. Vinduernes antal, størrelse og placering gør hele rummet meget lyst. Lyset reflekteres på de hvidmalede vægge og på pillerne. Spillet mellem det skarpe vindueslys og pillerne betyder at lyset får særlig effekt på rumoplevelsen. Lys og rumoplevelse ændrer sig konstant ved bevægelse i rummet. Lysoplevelsen kræver en aktiv beskuer. Lysets karakter er forskellig fra årstid til årstid og tidspunkt på dagen. Taget er en meget høj og stejl tagkonstruktion ("tagstol"), der vidner om at Steinhausen er en valfartskirke. Tårnet vokser op af taget over forhallen.
Valfartsobjektet der giver nåde i denne kirke er et undergørende Mariasymbol, en pietá, Jomfru Maria med Jesu afsjælede legeme.
Steinhausen er en rokokokirke hvor rocaillen ikke findes. Loftsfreskerne består af stuk, det tredimensionale led i arkitekturen og maleri, det todimensionale led i loftsfresken. Den reale arkitektur vokser delvist op i himmelvisionen ved hjælp af quadraturamaleri (falsk og forkortet perspektiv i sampil med arkitekturelementer). Quadraturamaleriet forlænger huset centralperskektivisk op i rummet.
Langhusfresken af Johann Baptist Zimmermann bringer Gudsmoderen nær. Hendes barmhjertighed gennemtrænger kirken. Billedcyklens idé er "Per Mariam ad Christum" (gennem Maria til Kristus). Motivet er Det tabte paradis og Det genvundne paradis. Maria er formidleren. De to episoder

modstiller hinanden. Centralt ses Marias Himmelfart. Maria er omgivet af engle og hellige i en spiralkomposition og skykulisser. Det genvundne paradis refererer til Højsangen 4,12. Sangeren siger: "En lukket have er du, min søster, min brud, en lukket have, en forseglet kilde", altså hortus conslucus er den lukkede have og symbol på Marias jomfruelighed som undfangede frelseren. Samtidig er hortus conclusus Det himmelske Jerusalem (Johannes' Åbenbaring 21). Bag Maria, det oprindelige paradis (det tabte), Eva der frister - mørkere træer, plukker af kundskabens træ. Eva, Ave - Paradis, hvad er tabt ved Eva skal genvindes ved Ave, Paradis åbnes ved Maria. Freskens randzone er en arkitektur/naturkulisse, et omløbende landskabspanorama hvor de fire verdensdele hylder Maria - Amerika fjer og bue. Afrika kamel og alligator. Europa, hest. Asien elefant og kors.
Steinausen åbenbarer tre af den katolske kirkes fire Mariadogmer: Maria som Guds moder (valfartsobjektet), Maria har som jomfru født Jesus ( hortus conslucus), og Maria som Himmeldronning (loftsfresken).
.

The Pilgrimage Church of Steinhausen, c. 1730 af Zimmermann.

Vierzehnheiligen fra ca. 1743-1772 af Baltasar Neumann, rokokoarkitekturens klimaks, er beliggende nær byen Bad Staffelstein i Bayern. En hyrde ved navn Hermann Leicht så i 1445 et grædende barn på en mark der tilhørte cistercienserklostret Langheim. Hyrden bøjede sin ned for at tage barnet op, men det forsvandt for kort tid efter igen at dukke op, og to lys brændte ved dets side. Et år senere så hyrden barnet igen, det bar et rødt kors på brystet og var ledsaget af tretten andre børn. Barnet fortalte hyrden, at de var de fjorten hjælpere, og at de ønskede at rejse et kapel på stedet. Senere så hyrden to brændende lys sammesteds. Mirakuløse helbredelser begyndte. Cistercienserne byggede et kapel, der tiltrak pilgrimme.
Her er lyset ikke så fuldendt indarbejdet som i Die Wies og Steinhausen. Nogle af de øverste vinduer i kirker er blændet. Murene i hovedskib, sideskib og kor består i høj grad af vinduer, hvilket betyder at rummene er delvist opløst som sammenhængende murmasse. Hovedskibet har i højden tre "lag" vinduer, således kan lyset strømme ind i kirken og ophæve substansen. Kompliceret rytmisk vekselvirkning mellem rum som trænger sig på fra alle sider kun antydet ved fripiller. Lyskilden er ofte skult bag en af de mange piller. Teaterkulisseagtigt lys, lyset har en aktiv rolle. Lys og fripillestruktur medfører af rummets synes af transparant karakter. Lyskilder bliver først erkendelige ved bevægelse. Samspil mellem lys og murpillekonstruktion betyder at rumoplevelsen ved bevægelse til stadighed ændrer sig.

Basilika Vierzehnheiligen/Basilica of the Fourteen Holy Helpers, c. 1743-1772 by Baltasar Neumann, is located near the town of Bad Staffelstein, Bavaria. The shepherd Hermann Leicht saw in 1445 a crying child in a field that belonged to the nearby Cistercian monastery of Langheim. The shepherd tried to pick up the child but it disappeared. A little later the child reappered and two candles were burning next to it. A year later the shepherd saw the child again, it wear a red cross on its chest and was accompanied by thirteen other children. The child told him, that they were the fourteen helpers and they wished to erect a chapel at the place. Later the shepherd saw two burning candles descending to this spot. Miraculous healings began. Cistercian friars built a chapel which attracted pilgrims.

	Vierzehnheiligen, klik her for at se hele billedet.
	Basilica of the Fourteen Holy Helpers, click here to view full size image.

Birnau ved Bodensøen fra ca. 1747 blev bygget for cistercienserklostret i Salem af den østrigske arkitekt Peter Thumb. Birnau er typisk rokoko på den måde at alt er sammmentænkt fra begyndelsen, hvilket betyder at det er det originale interiør, der er udført af Gottfried Bernhard Göz (fresker) og Joseph Anton Feuchtmayer (stukkatur, altre, skulptur).
Facaden er en tværstillet bygningsblok, egentlig opført som et profant palads for biskoppen af Salem. Man går ind i kirken gennem "præsteboligen".
Valfartsobjektet er en siddende Jomfru Maria med Jesusbarnet fra begyndelsen af 1400-tallet.
Billedet i højre sidealter ved munkekorets indgang er af den franske cistercienserabbed, Den Hellige Bernhard af Clairvaux (1090-1153), der i 1115 grundlagde et cistercienserkloster i Clairvaux. Han var den dominerende skikkelse i middelalderens åndsliv i Europa, var modstander af teologisk dialektiv. Til venstre for billedet ses honningslikmunden, en putti der holder en bikube og slikker honning. Denne honningslikmund symboliserer at beskueren skal "smage" det uimodståelige søde i Hellige Bernhards tale.
Grundplanen er mere simpel end i andre pilgrimskirker, der er ikke koromgang, kirkerummet er rektangulært med svag antydning af tværskib, egentlig en forsamlingssal, en "Maria Aula" (Aula Beatae Mariae Virginis) hvor kirkerummet er Marias skød, Kristus har taget bolig i Maria Aula, vi er i tryghed i kirkerummet. Rummet er et "porcelænsrum", meget stuk, lyse farver. Rummets hjørner er afrundet hvilket betyder, at man glider fra det ene rum til det andet. Mellem loft og kirkerum er en malet randzone. Arkitekturornamenter er nødvendige fordi freskoarkitekturen ikke mere "besøger" hele kirkerummet, altså kirkerummets former fortsætter ikke op/ind i loftet. I sydtysk rokoko ses små spejlfelter i stukkaturen der slører rummets simple grammatik. Caritas (barmhjertighed) sidder med et rigtigt spejl hvilket medfører at betragteren ledes ind i billedverdenen, grænsen mellem realrum og billedrum udslettet. Spejlet er et hulspejl

(jf. den gravide Maria). I freskomaleriet er der sket noget typisk for rokokoen da det ikke er muligt at skelne om Maria forestiller Maria eller om hun forestilleder nådebilledet. Således opnås en dobbelttydighed som giver præsterne store tolknings- og associationsmuligheder til deres prædikener. Loftet er en historisk pendant til det der sker (ses) nedenunder. Under kuplen hyldes jo Maria.
Hovedtemaet i hvælvbilleder er Mariabeskyttelsen. Kirken er en vision, det genfundne Paradis.
Freske over alteret. Esther (GT) er en foregribelse på Maria, går i forbøn for pilgrimmene. Esther knæler fremfor Ahasverus for sit folk. Langhusfresken. Maria Himmelfart. Maria ses her i en omskrivning/fortolkning over Birnaus nådebillede, den sengotiske figur foran alteret. Mariafremstillingen er baseret på Judiths bog kap. 10. Judith er en personifikation af det jødiske fromhedsideal. Betylua (symbolsk for Jerusalem) er navnet på hovedbyen i fortællingen i Judiths bog. Både Judith og Esther går i forbøn for sit folk, de forforegriber Maria.

The pilgrimage church of Birnau on Lake Constance (Bodensee), c. 1747, by the Austrian architect Peter Thumb.

1-2

Nådebilledet/Divine Mercy Statue.

Toppen af højalteret/Top of the high altar.

Kirkerummet/The church room.

Hovedfresken/Main fresco.

St. Bernhards alter. Til venstre herfor keruben "honningslikmunden", refererende til at St. Bernhards ord er søde som honning, hvorfor han også blev kaldt den "Honningsøde lærer".

Altar dedicated to St Bernard of Clairvaux. Beside the altar is a putti called the "honey sucker" referring to St Bernhard. His words were so sweet that he came to be known as the "Mellifluous Doctor," (honey-sweet).

St. Benedikts alter/Altar dedicated to St Benedict.

8-9

Prædikestol og lydhimmel/Pulpit and sounding-board.

Orgel. Over orglet ses freske med englekoncert, en stor kerub er dirigent, herunder puttier.

Organ. Above the organ is a fresco of a Concert of Angels.

Til højre og venstre for koret er ure, et dagur og et natur.

Left and right of the choir are clocks, a morning clock and a night clock.

Den gamle Birnaukirke, omkring 1614/The old Birnau Pilgrimage Church, about 1614.

Amalienborganlægget er et af de fineste rokokobyggerier i Europa, det er inspireret af den franske barok, forbillederne for anlægget er Place Vendôme i Paris og Place Dauphine i Versailles.
Som vist på grafikken nedenfor består Amalienborganlægget af fire ens palæer omkring den ottekantede Amalienborg Plads, hvor Saly's rytterstatue af Frederik d. 5 er centralt placeret. Frederikskirken og Amaliehaven ses som poler, på samme måde som Place Dauphine i Versailles er indrammet af fire palæer og har en kirke som point de vue. Slottet har navn efter slottet Sophie Amalienborg, der nedbrændte i 1689.

Amalienborg Palace in Copenhagen, Denmark, is a unique piece of Danish Rococo architecture and one of the finest Rococo buildings in Europe influenced by the French Baroque e.g. Place Vendôme in Paris and Place Dauphine in Versailles. The complex consists of four maisons (Moltke's, Levetzau's, Brockdorff's and Schack's) around an octagonal courtyard. In the middle of the courtyard stands Saly's equestrian statue of King Frederik 5., the founder of the architectural complex built during his reign. The complex was designed by the Danish architect Nicolai Eigtved (1701-1754).

Frederiksstaden, bydelen nord for Skt. Annæ Plads (bag Nyhavn) med palæer, borgerhuse og Amalienborgkomplekset indgår i Den danske kulturkanon.

The 250 year old quarter, Frederiksstaden, containing the four Amalienborg Palaces is represented in The Danish Cultural Canon.

Place Vendôme i Paris og Versailles' Place Hoche, tidligere Place Dauphine. Louis Lazare Hoche (1768-1797) var fransk soldat og blev general i revolutionshæren. I baggrunden Vor Frue kirke.
Place Vendôme in Paris and Versailles' Place Hoche, formerly Place Dauphine. Louis Lazare Hoche (1768-1797) was a French soldier who became general in the Revolutionary Army. In the background Our Lady's Church.

De fire rokokopalæer på Amalienborg/The Four Rococo Palaces of Amalienborg

2-Amalienborg-Frederik-VIII.jpg (37017 byte)

Moltke's Palæ Christian 7.'s Palæ Palæet blev bygget i 1754 af arkitekten Nicolai Eigtved (1701-1754) og ombygget i 1794 af den nyklassistiske arkitekt C.F. Hansen (1735-99). Den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin (1720-1799) indrettede spisestuen i Louis XVI stil (sidste fase af rokokoen). Fra 1982-96 blev palæet rekonstrueret i sin oprindelig stil af arkitekten Mogens Kjær-Andersen rådgivet af HM Dronningen.

Moltke's Palace/Christian 7.'s Palace The Palace was built 1754 by the Danish Rococo architect Nicolai Eigtved (1701-1754) and rebuilt in 1794 by the Danish Neo-Classical Architect CF Harsdorff (1735-99). The French architect Nicolas-Henri Jardin (1720-1799) has furnished the dining hall with Louis XVI style furniture (last phase of Rococo and a first phase of Neo-Classicism). From 1982-96 the palace was restored to its original style by the architect Mogens Kjaer-Andersen, and HM The Queen has personally supervised the furnishings for the Palace.

Levetzau's Palæ/Christian 8.'s Palæ/Christian 10.'s Palæ Palæet blev i 1794 købt af arveprins Frederik, der gav indretningsopgaven til nyklassicisten Nicolai Abraham Abildgård, der blev assisteret af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Arveprins Knud, H.M. Dronningens onkel, havde kontor i palæet indtil sin død i 1976. I 1994 blev Amalienborgmuseet åbnet, det huser de danske kongers kronologiske samling fra 1863 til i dag og fortsætter således samlingerne på Rosenborg Slot, På Amalienborgmuseet kan fx ses Kong Frederik d. 9.'s arbejdsværelse (HM Dronningens far). Det er fra dette palæ, de kongelig vinker til folket ved royale begivenheder.

Levetzau's Palace/Christian 8.'s Palace/Christian 10.'s Palace The Palace was in 1794 bought by Prince Frederik the Heir Presumptive, who gave the interior decoration task to the Neo-Classicist Nicolai Abraham Abildgaard, who was assisted by the sculptor Bertel Thorvaldsen. Prince Knud the Heir Presumptive (HM The Queen's uncle) has his office in the palace until his dead in 1976.
In 1994 the Amalienborg Museum opened its door to the public. The museum houses the Chronological collection of the Danish Kings from 1863 to the present day - it continues the collections at Rosenborg Castle. The Amalienborg Museum includes e.g. the study of King Frederik 9. (HM The Queen's father). It is from this palace the royal family wave to the people on royal occasions.

Brockdorff's Palæ/ Frederik 8.'s Palæ Palæet stod færdigt i 1760, og fra 1765-88 var det Akademi for landkadetter og fra 1788 for søkadetter. I 1828 blev palæet residens for kronprinsen, senere Kong Frederik d. 7., og det blev renoveret i klassisk stil af Jørgen Hansen Koch. Palæet har været residens for Frederik d. 8. og Frederik d. 9. og hans hustru Dronning Ingrid og er nu residens for Kronprinsparret.

Brockdorff's Palace/ Frederik 8.'s Palace The Palace was finished in 1760, and from 1765-88 it was Academy for land cadets and from 1788 Academy for sea cadets. In 1828 the palace became home for the heir to the throne (later King Frederik 7.), and it was renovated in pure classical style by Joergen Hansen Koch. The palace has been residence for Frederik 8. and Frederik 9. and his wife Queen Ingrid, and is now residence for The Crown Prince Couple.

Schak's Palæ/Frederik 6's Palæ/Christian 9's Palæ Palæet blev oprindeligt bygget til baron Severin Løvenskjold, og i 1754 overtog enkegrevinde Anna Sophie Schack palæet. Fra 1967 har palæet været vinterresidens for HM Dronning Margrethe d. 2. og HKH Prinsgemal Henrik efter at være blevet renoveret af arkitekterne Thomas Havning og Peter Koch. Dronningens gobeliner. Kongelige på frimærker.

Schak's Palace/Frederik 6's Palace/Christian 9's Palace The Palace was originally built to baron Severin Loevenskjold, and in 1754 the widow countess Anna Sophie Schack took possession of the palace. From 1967 the palace has been the winter residence for HM Queen Margrethe II and the Prince Consort Henrik after being renovated by the architects Thomas Havning and Peter Koch.
Tapestries for the Queen of Denmark. The Royal Family on stamps.

Jacques-Francois-Joseph Salys rytterstatue af Frederik V er en af Europas berømteste rytterstatuer. I 1753 kom den franske skulptør til Danmark, da han af Asiatisk Kompagni havde fået til opgave at udføre en rytterstatue af Frederik V. Det tog ham ca. 20 år at fremstille statuen, der blev afsløret i 1771. Det var et hold marinesoldater som kørte den 22 tons tunge statue over Kongens Nytorv, mens 27 kanoner saluterede og københavnerne nysgerrigt fulgte med. I perioden 1754-71 var Saly professor ved Kunstakademiet i København.
Indskriptionen på soklen: (Viet til) Frederik V, den milde, fredsbringende og kunsternes beskytter, (af) en taknemmelig og lykkelig tidsalder. (Se også under nyklassicisme)

The French sculptor Jacques-Francois-Joseph Saly arrived in 1753 to Copenhagen to execute a bronze equestrian statue of King Frederik V, unveiled in 1771. Saly stayed in Denmark for twenty years, became director of The Royal Danish Academy of Fine Arts in Copenhagen, and created numerous monumental works and busts of members of the Danish court. (See Neoclassicism)

Amaliehaven blev indviet i maj 1983. Her lå tidligere Larsens Plads, og Amerikadamperne lå til kaj i havnen og sejlede danske udvandrede til Amerika. Edvard Petersen har malet billedet "Udvandrere på Larsens Plads", som hænger på ARoS, Aarhus Kunstmuseum, og her ser man datidens Larsens Plads.
Parkens stil er mere storslået i forhold til byens øvrige parker, den er tegnet af den belgiske havearkitekt Jean Delogne, der fik opgaven af Mærsk McKinney Møller (A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal), der betalte anlægget og gav det til det danske folk. I parken er skulpturer af den italienske billedhugger Arnaldo Pomodoro.

The Amalie Garden, a public garden, was inaugurated in 1983. The garden is laid out at the former Larsens Square - where Danish 19th century immigrants to the United States went on board the steamship Thingvalla. The Danish painter Edvard Petersen has executed the painting "Emigrants at Larsens Square", 1890, (ARoS, Aarhus Museum of Art). The Belgian landscape gardener Jean Delogne was commissioned to design the garden by the Danish shipping magnate Mærsk McKinney Møller (the A.P. Møller and Chastine Mc-Kinney Møller Foundation) - The Amalie Garden was a gift to the people of Denmark from Mr. Møller. The Italian sculptor Arnaldo Pomodoro has executed the sculptures for the garden, four bronze columns around the fountain.

Kunstnere/Artists (Dadaisme/Dadaism)

Watteau, Jean Antoine (1684-1721). Fransk maler, rubinist. Blander teater og virkelighed, gengiver festligheder i overklassen og kvinder i naturlige omgivelser og intime scenerier. Hofmaler hos Ludvig d. 15, galante fester i parken i Versailles. Blev kaldt "De galante festers maler". Wiens kejserkaret. Maleri med figurer fra den italienske commedia dell'arte, 1720. Ikke videre anerkendt i sin tid, men blev optaget i "Académie française" med billedet "Inskibningen til Cythère" fra 1716, som kan ses på Louvre.

"Portræt af Antoine Watteau", 1721, udført af Rosalba Carriera, Museo Civico "Luigi Bailo", Treviso.

"Portrait of Antoine Watteau", 1721, executed by Rosalba Carriera, Museo Civico "Luigi Bailo", Treviso.

"Pilgrimsrejse på øen Kythera", 1717, Louvre, Paris.

"Pilgrimage on the Isle of Cythera", 1717, Musée du Louvre, Paris.

"Kærlighedens melodi", 1715-18, National Gallery, London.

"The Scale of Love", 1715-18, National Gallery, London.

"Den lunefulde", ca. 1718, Eremitagemuseet, Skt. Petersborg.

"La Boudeuse (The Capricious Girl)", c. 1718 Hermitage Museum, St Petersburg.

"Pjerrot", 1721, Musée du Louvre, Paris.

"Pierrot", 1721, Musée du Louvre, Paris.

	"Mezzetino", 1718-20, figur fra Commedia dell'Arte, Metropolitan Museum of Art, New York.
	"Mezzetin", 1718-20, a character from the Commedia dell'Arte, Metropolitan Museum of Art, New York.

Chardin, Jean-Baptiste-Siméon (1699-1779). Fransk maler. Stilleben og genrebilleder. Inspireret af fx nederlandsk maleri.

Chardin, Jean-Baptiste-Siméon (1699-1779). French painter. He was born in Paris, and he died almost blind in Paris.

	"Portræt af Auguste Gabriel Godefroy", 1738, Louvre, Paris.
	"Portrait of Auguste Gabriel Godefroy", 1738, Musée du Louvre, Paris.

Chardin-still-life-rococo.jpg (22039 byte)

Chardin-Portrait-rococo.jpg (21381 byte)

"Karaffel, sølvbæger og frugt", ca. , Staatliche Kunsthalle, Karlsruhe, Tyskland.

"Carafe, Silver Goblet and Fruit", c. 1728, Staatliche Kunsthalle, Karlsruhe, Germany.

"Kvinde skræller kålroer", ca. 1738, Alte Pinakothek, München/"Woman Peeling Turnips", c. 1738, Alte Pinakothek, Munich.

"Vaskekonen", 1733, National-museum, Stockholm/"The Laundress", 1733, National-museum, Stockholm.

"Rokken", ca. 1725-1726, Louvre, Paris/"The Skate", c. 1725-1726, Musée du Louvre, Paris.

"Grapefrugter og granatæbler", 1763, Louvre, Paris/"Grapes and Pome-granates", 1763, Musée du Louvre, Paris.

"Selvportræt med en øjenskærm", 1775, Louvre, Paris/"Self-Portrait with an Eye-Shade", 1775. Musée du Louvre, Paris.

Øvrige kunstnere og værker:
Anton Raphael Mengs (1728-79) - tysk maler og kunstskribent. Arbejder i 1770-erne i Madrid. Slottet i Madrid. Villa Albani i Rom. 1746 hofmaler i Dresden og 1754 direktør for Accademia di S. Lucca i Rom. Lærer for Johannes Wiedewelt og Peder Als.
Pironese - stik der viser det kaos, der råder i 1700-tallet, alt et rod.
S. Ignazio - (1626-50) i Rom, Jesuitterkirke, miniature rokokopalads, teaterdekorationsagtig. Illusionistisk kuppel, et freskomaleri.
Francesco Guardi (1712-93) - venetiansk senbarok/rokokomaler. Prospekter. Billedet mister sin substans, tingene mister i vægt og virkelighedsgrad, lige før det forsvinder.
William Hogarth (1697-1764) - engelsk maler og grafiker. Satiriske og moraliserende samtidsskildringer. Teaterforestillinger. Litterært indhold.
Francois Boucher (1703-70) - fransk maler og tegner. Det æstetiske ideal er det kvindelige ideal, det graciøse. Gengiver mytologiske idyller og hyrdescener. Har udført dørstykker i riddersalen i Moltkes Palæ. Direktør for Akademiet i Paris 1765.
Stift Melk - (1702-46). Klosteranlæg i Østrig, af Jacob Brandtauer.
Jean Honoré Fragonard (1732-1806) - blev umoderne mens hans levede.
Thomas Gainsborough (1727-1788) - portrætmaler.
Joshua Reynold (1723-1792) - portrætmaler. Inspireret af de venetianske malere og Rembrandt.
Carl Gustav Pilo (1711-1772) - svensk maler, kom til Danmark i 1740, hofmaler, professor og direktør for akademiet.
Johan Martin Preisler (1715-94), dansk kobberstikker samarbejdede med Pilo. Kendt for fem portrætter af dronning Louise, Frederik d. 5., Christian d. 7. som barn, dronning Juliane Marie samt jomfru Thielo.
Peder Als (1726-76) - dansk portrætmaler elev af Pilo. Efter studierejser til Rom 1756-61 blev hans stil mere klassicistisk. Professor ved Kunstakademiet fra 1766. Portrætter af Frederik d. 5. og dronning Louise samt Christian d. 7. og dronning Caroline Mathilde.
Johan Hörner (1711-63) - svensk portrætmaler, arbejdede i Danmark fra 1736. Ud over portrætter malede han genrebilleder og stilleben.

Perioden i øvrigt

Jens Baggesen (1764-1826). Voltaire (1695-1778). Immanuel Kant. Diderot, Goethe, Schiller.

I Danmark er der Sociale konflikter mellem adel, gejstlig og ny middelklasse. Oplysningstiden, kamp for menneskerettigheder og trykkefrihed.
I Danmark blev oprettet et kunstakademi.

Den franske revolution 1789-94.
Persiennerne opfindes i Frankrig.

Top