|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Omkring
1525 overtog Rom Firenzes plads som vigtigste
kunstcentrum.
I manierismen er det billedrummet, der begrænser mennesket
modsat højrenæssancen, hvor det er menneskefiguren, der
definerer billedrummet.
Manierismen er et normbrud, der vælges bevidst at
fremstille alt andet end det ideale.
Stilens karakteristika: Det bærende er uklart. Rumlig
uoverskuelighed. Beskueren skal være aktiv for at opleve rummet. Udtalt
rumfølelse skabt af raumflucht,
tunneleffekt, det sorte hul. Centrifugalkraft,
hvilket vil sige, at billedelementer slynges ud i billedets periferi. Elementerne
er tvetydige, uklare, usikre, der ses lange gallerier og store
sale. Asymmetri,
rummet ved at blive abstrakt. Urigtige
proportioner. Uhæmmet ornamentik. Dynamik. Tvivlsom
funktion. Rumlig disintegration (bevidst brud med
højrenæssancens idealer). Uklar etageadskillelse. Samme
elementer som i højrenæssancen, men brugt på en anden
måde, lav reliefvirkning. Menneskene er lange og
magre, næsten
kødløse. Menneskefiguren nedvurderet. Det psykologiske
udtryk er det væsentlige. Ikke naturalistiske farver,
men pastelfarver, urolige farver. Figurernes blik den ene
vej, bevægelserne den anden vej, ingen balance, personerne
vælter. Hårdt clairobscur. Billedfladen overbefolket.
Forsvindingspunkt udenfor billedet.
Kunstneren skaber ikke med naturen som forbillede, men
ligesom naturen gør det. Den kunstneriske er idé udtrykket
for det guddommelige i kunstnerens sjæl. Tingenes sande
form opstår i kunstnerens sjæl, fordi han har direkte
andel i den guddommelige ånd. Forsøger at forene ideen om
den Gudsinspirerede kunstner med ideen om den suveræne
ånd.
Hos arkitekten Giulio Romano klemmes de
klassiske former og søjler inde, pedimenter brydes og rustika bruges
i stor udstrækning.
Mange træk er inspireret af Michelangelo, især i den italienske manierisme, hvor stilen først brød
igennem. I det øvrige Europa kan den også
spores med træk i arkitekturen bl.a. i overdekorering og uhæmmet ornamentik (Floris-stil).
En manieristisk interiørstil opstod i Italien og i Frankrig
(Fontainebleau-skolen), men kan også spores i Tyskland og
Nordeuropa.
|
|
I billedhuggerkunsten og
malerkunsten viser stilen sig på sin mest karakteristiske vis. Figurernes proportioner forlænges
og de fremstilles ofte i stærkt svungne stillinger, figura serpentinata, f.eks. i
Benvenuto Cellinis skulpturer. Billedfladen overbefolkes, personer dækker for
hinanden eller for hovedhandlingen, alt sammen træk, der var klassisk skolede
beskuere imod. |
| Renæssancens idealer blev ikke udryddet af manierismen, som blev udsat for
heftig debat i samtiden. |
|
|
 |
|
Michelangelo,
"Firenze
Pietà", 1553, nedtagelsen fra korset,
her ses den indre og ydre skønhed. Nicodemus er
placeret øverst i trekantskemaet, og centralt Kristi
afsjælede legeme og til venstre for Kristus i gruppen er
Maria Magdalena og til højre Jomfru Maria.
Domkirken Santa Maria del Fiore, Firenze
Se Michelangelos
Pietà-grupper. Se Michelangelos "Dommedag",
1536-1541.
|
|
Michelangelo,
"Florence Pietà", 1553, Santa Maria del Fiore,
Florence. See Michelangelo's Pietà
groups.
See Michelangelo's "The
Last Judgement", 1536-1541.
|
|
|
|
|
|
|
|
Antwerpen
Skolen
er en betegnelse, der for det meste er anvendt om en række manieristiske
kunstnere,
der boede i Antwerpen i 1550- og 1600-tallet. Fontainebleau
Skolen
er
manieristisk kunstretning i Frankrig
1530-70, især indenfor malerkunst og
dekoration, opkaldt efter slottet Fontainebleau. Betegnelsen også brugt om den langt
senere Barbizon Skole.
Den første generation af manierismemalere
var Pontormo
(1494-1557), Giovanni
Battista di Jacopo kaldt Rosso
Fiorentino (1494–1540),
foregangsmanden for den franske manierisme
og Parmigianino.
The first generation of mannerist
Painters were Pontormo (1494-1557),
Giovanni
Battista di Jacopo aka Rosso
Fiorentino (1494–1540) and
Parmigianino.
Shakespeares Hamlet udtrykker den tvivl, der ses i manierismen.
|
|
|
|
|
|
The
mannerists were breaking the classical High Renaissance rules
of painting and architecture. The bearing
constructions in architecture were unclear and there were a
spatial confusing, space could be ambiguous, columns carried
nothing, ceiling-frescos tumbled down over the heads of the
visitors (Palazzo del Te in Mantua in Italy by
Guilio Romano,
mannerist architect and painter). Compositions had no focal
point (Raumflucht). The elements
were hurled to the periphery of the paintings (Centrifugal
force).
The mannerists sought instability, wrong proportions,
nonsymmetry, and restlessness.
|
|
|
 |
 |
|
Pontormo,
"Nedtagelsen af Korset", 1525-1528, Santa
Felicita, Firenze. |
|
Pontormo,
"The Deposition from the Cross",
1525-1528, Santa Felicita, Florence. |
|
|
Rosso, "Moses forsvarer Jetros
datter", 1523, Galleria degli Uffizi,
Firenze. |
|
Rosso,
"Moses defending the Daughters of Jethro", 1523, Galleria degli Uffizi, Florence.
. |
|
|
|
|
Figures were characterized by an athletic bending and twisting
with distortions, exaggerations, and elastic elongation of the
limbs, bizarre posturing on one hand, graceful posturing on
the other hand, and a rendering of the heads as small and
oval.
The colors were garish, which was unlike the balanced,
natural, and dramatic colors of the High Renaissance.
Michelangelo
had influenced for example Rosso (The Deposition, 1521), and
he himself had been influenced by the younger generation of
mannerist painters in his fresco in The Sistine Chapel,
The
Last Judgment
(1536-1541).
Michelangelo was not a thoroughgoing mannerist, because in his
paintings were elements from the High Renaissance and Baroque
tendencies at the same time.
|
|
|
|
|
|
|
|
Bruegel, Pieter d.æ. (Brueghel,
Breugel eller Bruegels)
(1525/28-1569). Indtil 1559 stavede han sit navn Brueghel, hans
sønner Jan og Pieter Brueghel bevarede h'et i deres stavemåde af navnet.
Nederlandsk
maler kaldet Bondebruegel på grund af sine landskaber
og scener fra bondelivet. Bruegel menes at være født i Brueghel ved
Breda eller ved Hertogenbosch, død i Bruxelles.
Bruegel
fik sin første undervisning hos en af Hieronymus
Boschs
elever, hvis navn er ukendt, han
opdagede hans specielle evne rog sendte ham videre til Karl d. V's
hofmaler Pieter Coeck(e) van Aelst - både
hos denne og den næste lærer, grafikeren Hieronymus Cock,
lærte han den italieniserende nederlandske
malerkunst at kende,
uden at dette dog i væsentlig grad forandrede
hans oprindelige orientering mod Hieronymus Boschs
udtryksform - han gav nyt liv til Boschs stil.
På Bruegels tid var den nordeuropæiske kunst inspireret af den
italienske manierisme, og Bruegel er ofte kategoriseret som manierist, hvilket
formentlig skyldes f.eks. hans figurfremstillinger, der i proportionerne kan
afvige fra de harmoniske proportioner, der ses i den sene gotik og
specielt i renæssancen, og renæssancens skønhedsideal kan heller ikke
genfindes i hans billeder. I 1552-53 rejste han i Italien, i 1555 blev han
mester i Antwerpen, og i 1563, efter at være blevet
gift med Maria Coecke, flyttede han til Bruxelles,
hvor han boede resten af sit liv. I Bruxelles blev
hans to sønner født, Jan, kendt som "Fløjls-,
blomster- og Paradis-Brueghel" og Pieter kendt som
"Helvedes-Brueghel".
|
|
 |
|
"Babelstårnet", Kunsthistorisches Museum,
Wien. |
|
"Tower
of Babel",
Kunsthistorisches Museum, Vienna. |
|
|
|
|
|
Kendetegnende for hans kunst er den konsekvente holden
fast ved et bestemt miljø, ved det nationale
motivvalg. Hans landskaber og bondeliv er en
sammensmeltning af figurer og sceneri, og hans skildringer af rumforløbet har
for- mellem-
og baggrund. Han var i sin malemåde beslægtet med Hieronymus Bosch, men adskilte sig dog
væsentligt fra denne ved sin skarpe iagttagelsesevne - hvor Bosch skildrede
en fantasiverden iagttog Bruegel menneskene - undertiden medfølende men
oftest realistisk og satirisk. Ofte satte han et landskabs storhed og skønhed
op som en virkningsfuld kontrast
til menneskelig afstumpethed. Hans udtryksform var lige fra de tidlige
arbejder for Hieronymus Cocks grafiske forlag, præget af det
illustrative. Børnelege, parablerne eller stærkt episke passager fra Bibelen benyttedes, men først og fremmest havde de gamle
flamske ordspil og ordsprog med deres barske humor og livserfaring været inspiration for
hans kunst.
Igennem sine sønner blev han forfader til et malerdynasti som fortsatte ind i
1700-tallet.
|
Bruegel, Pieter the Elder
(Brueghel,
Breugel or Bruegels) (1525/28-1569).
Flemish Northern Renaissance Painter. He was born in
Brueghel near Breda or near Hertogenbosch,
and he died in Brussels. Until
1559 he spelled his name Brueghel, his sons Jan and Pieter
Brueghel kept the "h" in their spelling of the
name. Pieter Bruegel the Elder aka "Peasant
Bruegel" because his paintings were often scenes of
rural life, he was also known for his mastery of landscapes
and architecture. Bruegel's first art teacher was an
apprentice of Hieronymus
Bosch, his
name is unknown, he discovered Bruegel's exceptional
abilities and sent him to the courtpainter of King Charles V
Pieter Coeck(e) van Aelst, and
with him and the following teacher, the graphics artist
Hieronymus Cock, he got acquainted with the Italianised Dutch
painting - an acquaintance which did not change his interest
for Bosch's mode of expression - he gave new life to Bosch's
style. At Bruegel's time the North European art was
influenced by the Italian Mannerism, and Bruegel is often
categorized as Mannerist, presumably because of his
human forms, which often differed from the harmonic
proportions of the Late Gothic and particularly of the
Renaissance, and the Renaissance beauty did not exists in
his paintings. In 1552-53 he travelled around Italy, in 1555
he became a Master of the Painters' Guild of Antwerp, and in
1563, after he had married Maria Coecke, the daughter
of his master, he moved to Brussels, where he spent the rest
of his life, in Brussels his two sons were born, Jan, known
as "Velvet", "Flower" and
"Paradise" Brueghel and Pieter, known as
"Hell Brueghel". The choice of and
consistently adhering to rural motifs and peasant life,
characterized his works. His landscapes and peasant life
were a melting together of figures and scenery, his
compositions existed of foreground,
middle distance and background. In his way of painting, he
was related to Hieronymus Bosch, however Bosch
described a world of fantasy, and Bruegel was a realistic
often satirical, but sharp observer of humans and he painted
first and foremost peasants and their activities. Bruegel's
mode of expression was, from the early works for Hieronymus
Cock's Antwerp publishing house, characterized by the
illustrative. Children's games, the parables or strong epic
passages in the Bible were used,
but particularly the old Flemish play on words and proverbs
with their rough humour and experiences of life were great
sources of inspiration to his art.
Through his sons he was the forefather
of a dynasty of painters, which continued into the 18th
century.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
| "Landskab
med Ikaros' fald",
ca. 1558, Musees royaux des Beaux-Arts
de Belgique, Bruxelles. Ikaros ses
faldende i vandet til højre i
billedet. |
| "Landscape
with the Fall of Icarus",
c. 1558, Musees royaux des Beaux-Arts
de Belgique, Brussels. |
|
| 2 |
| "Nederlandske
ordsprog",
1559, Staatliche Museen zu Berlin. |
| "Netherlandish
Proverbs", 1559, Staatliche
Museen zu Berlin. |
|
| 3 |
| "Vinterlandskab
med skøjteløbere og fuglefælde", 1565, Musées Royaux des Beaux-Arts, Bruxelles
|
| "Winter
Landscape with Skaters and Bird
Trap",
1565, Musées Royaux des Beaux-Arts,
Brussels, Belgium. |
|
| 4 |
| "Jægerne
i sneen", 1565,
Kunsthistorisches Museum Wien. |
| "The
Hunters in the Snow", 1565,
Kunsthistorisches Museum Vienna. |
|
| 5 |
| "Høstarbejderne",
1565, Metropolitan Museum of Art, New
York. |
| "The
Harvesters", 1565,
Metropolitan Museum of Art, New York. |
|
| 6 |
| "Lignelsen
om de blinde", 1568, Galleria
Nazionale, Napoli. "Og når blind leder en blind, falder de begge
i grøften", Matthæus (15,14). |
| "The
Parable of the Blind", 1568,
Galleria Nazionale, Naples. "And
if a blind man leads a blind man, both
will fall into a pit." (Matthew
15,14). |
|
| 7 |
| "Bondedans", 1565-67,
Kunsthistorisches Museum, Wien |
| "The
Peasant Dance", 1565-67,
Kunsthistorisches Museum, Vienna,
Austria. |
|
| 8-9 |
| "Bondebryllup",
1568, Kunsthistorisches Museum, Wien.
Indeholder "En med et ekstra
ben". Beskrivelse af billedet se
nedenfor. |
| "The
Peasant Wedding",
1568, Kunsthistorisches Museum,
Vienna. Contains "The one with
the extra foot". |
|
|
|
|
|
|
|
"Bondebryllup".
Bruden
sidder foran det grønne tæppe, der hænger på væggen.
Hun har et fredfyldt udtryk. Øjnene er næsten lukkede og
hænderne er samlede. Hendes positur
kan været udtryk for en dags hvile i et liv, der fremover
vil indeholde hårdt arbejde. Bruegel har skjult brudgommen, men han kunne formodes
at være personen, der sidder skråt over for bruden og
læner sig tilbage med et ølkrus i hånden.
Rummet er en lade, der er fyldt op med mennesker og
stadig flere myldrer ind ad døren. To kornneg på væggen
refererer til høstgilde og symboliserer en fuld lade og et
godt ægteskab.
De dominerende personer i billedet er de to bakkebærere
- bakken er en afhægtet dør, maden på tallerknerne er
grød og suppe. På bordet ses brød. Øvrige fremtrædende
personer er musikanterne, manden der hælder vin op og den
lille dreng i forgrunden der sidder og slikker en
tallerken
og om livet hænger hans kniv. Den forreste bakkebærer har
en træske i sin hat. Skeen er et
tegn på fattigdom. Han har formentlig været en af de mange
omvandrende landarbejdere, der tilbragte en stor del af
tiden på vejen i søgen efter arbejde.
Billedet er blevet tolket som bl.a. Bruegels bud på
"Brylluppet i Kana", "Den sidste Nadver"
og en allegori på dødssynden "frådseri". Påfuglefjeren som ligger på gulvet bag den lille dreng kan
symbolisere forfængelighed og svirelag.
|
|
|
|
|
Tintoretto, Jacopo
(opr. Robusti, Jacopo) (1518-1594). Tintoretto
er italiensk for "den lille farver",
hans far var farver (it. tintore). Tintoretto
var italiensk maler af den venetianske skole.
Han var Michelangelos og Tizians arvtager og
modreformationens største maler. Kendetegnende
i hans billeder er store penselsstrøg,
glødende farver, skift mellem lys og mørke og
overdrevet perspektiv.
|
Tintoretto, Jacopo
(real name Robusti,
Jacopo) (1518-1594). Tintoretto means "the
little dyer", his father was a silk dyer
(tintore). Tintoretto was an Italian painter of
the Venetian school. He was the heir to
Michelangelo and Tizian and the Counter
Reformation's greatest painter. Characteristics
of his work are his use of big brushstrokes,
glowing colors, contrasts of brilliant light and
cavernous dark and exaggerated perspective. |
|
|
|
"Herkules
forviser faunen fra Omfales seng",
Museum of Fine Arts, Budapest. |
|
"Hercules
Expelling the Faun from Omphale's
Bed", Museum of Fine Arts,
Budapest. |
|
|
|
|
|
Omfale (gr. myt.) var dronning af
Lydien. Halvguden Herakles (romersk Herkules) havde forsøgt tempelran og solgtes
til slavemarkedet og blev købt af Omfale. Hos
hende førte han en lidet heltemæssig
tilværelse. For at udmyge ham krævede Omfale
at han iførte sig kvindeklæder. Han skulle
følge efter hende klædt i kjole og slør og
bære en parasol, og han skulle holde en
kurv med uld mens Omfale og hendes hofdamer
spandt.
Faunen, Pan, var forelsket i Omfale. Han
søgte hendes seng, men på grund af
tøjbytteriet mellem Herakles og Omfale, tog Pan
fejl og krøb i seng til Herakles, der sparkede
ham ud. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
| "Den
sidste nadver", 1592-1594,
Basilica di San Giorgio Maggiore,
Venedig. |
| "The
Last Supper", 1592-1594,
Basilica di San Giorgio Maggiore,
Venice. |
|
| 2 |
| "Den
sidste nadver", ca. 1570, San Polo,
Venedig/"The
Last
Supper", c. 1570, San Polo,
Venice. |
|
| 3 |
| "St.
Markus' lig findes", ca. 1562, Pinacoteca di Brera,
Milano. |
| "Finding
of the Body of St Mark",
c. 1562, Pinacoteca di Brera, Milan. |
|
| 4 |
| "St.
Markus' lig bortføres", 1562-66, Gallerie dell'Accademia,
Venice. |
| "The
Stealing of the Dead Body of St Mark",
1562-66, Gallerie dell'Accademia,
Venice. |
|
| 5 |
| "Paradis",
ca. 1580, Dogepaladset, Venedig/"Paradise",
c.1580, Palazzo Ducale, Venice. |
|
| 6 |
| "Mælkevejens
oprindelse", omkring 1575, National Gallery, London. |
| "The
Origin of the Milky Way",
about 1575, National Gallery, London. |
|
| 7 |
| "Susanna
og de gamle", ca. 1555,
Kunsthistorisches Museum, Wien. |
| "Susanna
and the Elders" , c. 1555,
Kunsthistorisches Museum, Vienna. |
|
| 8 |
| "Befrielsen
af Arsinoe", ca. 1560,
Gemaeldegallerie Alte Meister, Dresden. |
| "The
Deliverance of Arsinoe",
c. 1560, Gemaeldegallerie Alte
Meister, Dresden. |
|
| 9 |
| "Bacchus,
Venus og Ariadne", 1576-77
Palazzo Ducale, Venedig. |
| "Bacchus,
Venus and Ariadne", 1576-77
Palazzo Ducale, Venice. |
|
|
|
|
|
|
|
|
El Greco (1541-1614)
- "Grækeren", (Domenico Theotocopuli). Græsk-spansk
maler, skulptør og arkitekt. Født på Kreta. Han signerede sine
malerier med sit rigtige navn i græske bogstaver. På Kreta arbejdede
han som ikonmaler. Han forlod Kreta i 1568 for at rejse til Venedig og
studere maleri. Han blev oplært i den
venezianske skole og inspireret af renæssancemaleren
Titian og manierismemaleren Tintoretto. I 1570 rejste han til Rom, og
blev her inspireret af Michelangelos manierisme. Fra 1577 og resten af
sit liv boede han i Spanien. Han blev betragtet som et geni af den
Spanske Skole i Toledo. I sine religiøse billeder gav han udtryk for
sin indignation over modreformationen i Spanien.
Deformering, disproportion, overdrivelse,
uoverensstemmelse mellem figurerne. I de sidste værker
nærmer el Greco sig en afmaterialisering af
virkeligheden, som det også ses i Michelangelos sidste
skulpturer.
|
|
El
Greco
(1541-1614). "The Greek"
(Domenico
Theotocopuli). Greek-Spanish painter, sculptor
and architect. He was born in Crete. He signed
his paintings with his real name in Greek
characters.
After working as an icon
painter, he left Crete in 1568 to study painting
in Venice. He was influenced by the Venetian
Renaissance painter Titian
and the Mannerist painter Tintoretto.
In 1570 he moved to Rome,
where he got influenced by Michelangelo's
Mannerist style (a reaction against the flawless
Renaissance style in which the colours and the
proportions of humans, architecture and space
were unnatural). From 1577 he lived in Spain,
where he remained for the rest of his life. He
was regarded as a genius of the Spanish School
in Toledo. In his religious paintings he
expressed his passion of the Counter-Reformation
in Spain. |
|
 |
|
"Udsigt
over Toledo", 1597-99, Metropolitan Museum of Art, New York |
|
"View
of Toledo", 1597-99, Metropolitan
Museum of Art, New York. |
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
| "Greve
Orgaz' begravelse", 1586,
Santo Tomé kirken, Toledo. Greve
Orgaz var en gudfrygtig mand. Til hans
begravelse, ifølge legenden, nedsteg
fra himlen St. Stefan og St. Augustin
og begravede ham egenhændigt foran de
tilstedeværende. |
| "The
Burial of Count Orgaz",
1586, Church of Santo Tomé, Toledo. |
|
| 2 |
| "Jomfru
Marias optagelse i himlen",
1577–1579, Art Institute of Chicago,
USA/"The
Assumption of the Virgin",
1577–1579, Art Institute of Chicago,
USA. |
|
| 3 |
|
| 4 |
| "Åbningen
af det femte segl",
1608–1614, Metropolitan Museum of
Art, New York. Johannes'
Åbenbaring 6, 9-11: "Og da
Lammet brød det femte segl, så jeg
under alteret sjælene af dem, der var
myrdet på grund af Guds ord og det
vidnesbyrd, de holdt fast ved. Og de råbte
med høj røst: "Hvor længe,
hellige og sanddru hersker, skal det
vare, før du dømmer og hævner vort
blod på dem, der bor på jorden?"
Og de fik hver givet en hvid klædning,
og det blev sagt til dem, at de skulle
hvile en kort stund endnu, indtil
tallet blev fuldt på deres medtjenere
og deres brødre, der skulle dræbes
som de selv." |
| "The
Opening of the Fifth Seal",
1608–1614, Metropolitan Museum of
Art, New York. The Revelation
of St. John the Divine 6, 9-11:
"When he opened the fifth seal, I
saw under the altar the souls of those
who had been slain for the word of God
and for the witness they had borne; they
cried out with a loud voice, "O
Sovereign Lord, holy and true, how
long before thou wilt judge and avenge
our blood on those who dwell upon the
earth?" Then they were each given
a white robe and told to rest a little
longer, until the number of their
fellow servants and their brethren
should be complete, who were to be
killed as they themselves had been." |
|
| 5 |
| "Modena
triptykonen", 1568, Galleria
Estense, Modena. |
| "The
Modena Triptych",
1568, Galleria Estense, Modena. |
|
| 6 |
| "Den
Hellige Treenighed", 1577–1579,
Museo del Prado, Madrid/"The
Holy Trinity", 1577–1579,
Museo del Prado, Madrid. |
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
| "Apostlene
Peter og Paul", 1592,
Eremitagemuseet Skt. Petersborg. |
| "The
Apostles Peter and Paul",
1592, The State Hermitage Museum, St.
Petersburg, Russia. |
|
| 2 |
| "Apostlen
Thomas", El Grecos hus og
museum, Toledo/"The
Apostle Thomas", El Greco's
House and Museum, Toledo. |
|
| 3 |
| "Den
hellige Domenicus i bøn",
ca.
1585-90/"S.
Domenico in preghiera (prayer)",
c.
1585-90.
|
|
| 4 |
| "Portræt
af en Kardinal",
1600, Metropolitan Museum of Art, New York/"Portrait
of a Cardinal", 1600,
Metropolitan Museum of Art, New York. |
|
| 5 |
| "Afklædningen
af Kristus", ca. 1577,
sakristiet i katedralen i Toledo/"The
Disrobing of Christ", c. 1577,
Sacristy of the Cathedral, Toledo. |
|
| 6 |
| Udsnit
af "Engle musicerer",
1608-1614, Nationalgalleriet, Athen/Detail
of "Concert
of the angels", 1608-1614,
National Art Gallery, Athens. |
|
|
|
|
|
Parmigianino/Francesco Mazzola (1503-1540).
Italiensk maler, grafiker og alkymist. Hans manieristiske billeder er
kendetegnet ved langstrakte forvrængninger, slaskede lemmer, små
hoveder, aristokratisk
ynde og sfumato (jf. Mona
Lisas
smil).
Parmigianino blev født i en kunstnerfamilie i Parma, (hans
kunstnernavn er inspireret af fødebyen). Han døde i Casalmaggiore 37
år gammel.
Parmigianinos far og onkel lærte ham maleteknik, og kun 16 år gammel
havde han fuldendt en altertavle i den lokale kirke. Parmigianino var formentlig
elev/assistent for den manieristiske kunstner
Corregio (ca. 1489-1534). Sikkert er det, at
Parmigianino og Corregio arbejdede næsten side om side i S. Giovanni Evangelista i
Parma, hvor Parmigianino fra 1522-23 malede fresker i to af kirkens
kapeller. I 1524 rejste Parmigianino til Rom, han
præsenterede sit "Selvportræt
i et konveks spejl"
for Pave Clement VII - og i Rom oplevede han Rafaels og
Michelangelos
kunst, og inspireret heraf blev hans stil mere storslået og mere
elegant/yndefuld. Parmigianino forlod Rom efter at
byen var blevet angrebet og plyndret i 1527 af en stor hær
under Karl V, konge af Spanien og kejser af det
tysk-romerske kejserrige (il sacco di Roma/Roms fald), og han
flyttede til Bologna, og i
1531
vendte han tilbage til Parma, hvor han fik bestilling på fresker
til S. Maria delle Steccata, han fuldendte ikke
freskerne og kom i strid med sine bestillere og fængsledes for
kontraktbrud - kontraktforsømmelsen skyldtes formentlig hans optagethed
af alkymien. I 1539, plaget af juridiske problemer omkring den
ikke opfyldte kontrakt, flygtede Parmiganino til Casalmaggiore.
Parmigianino, hvis tegnekunst var udsøgt, skabte også
forlæg til graveringer og træsnit og menes at have været
den første italiener der producerede originale
ætsninger/raderinger ud fra egne forlæg.
|
Parmigianino/Francesco
Mazzola (1503-1540).
Italian painter, draughtsman, graphics artist
and alchemist. His Mannerist paintings are
characterized by distortions, flopped limbs,
small heads, aristocratic grace and sfumato (Mona
Lisa's smile =
sfumato). Parmigianino
was born in Parma into a family of artists. He
died at the age of 37 in Casalmaggiore. His
father and uncle taught him the elements of
painting technique, and just 16 years old, he
completed an altarpiece in the local church.
Presumably Parmigianino was pupil/assistant of
the Mannerist painter Correggio (c. 1489-1534),
certainly Parmigianino almost painted side by
side with Correggio in S. Giovanni Evangelista
in Parma, where Parmigianino from 1522-23
executed frescos in the church's chapels. In
1524 Parmigianino went to Rome, he showed his
Self-portrait in a Convex Mirror"
(Kunsthistorisches Museum, Vienna), to Pope
Clement VII - and in Rome he experienced the
works of Raphael
and Michelangelo,
and influenced by their way of painting, his
style became more grandiose and more
elegant/graceful. Parmigianino left Rome after
Il Sacco di Roma (The Sack of Rome) in 1527 and
moved to Bologna. In 1531 he was back in Parma,
where he was commissioned to execute frescos for
S. Maria delle Steccata, he did not complete the
work, and he was imprisoned for breach of
contract - the contract neglect supposed to be
caused by his engagement with alchemy, and in
1539, harassed by legal problems related to the
non-fulfilled contract, he fled to
Casalmaggiore. |
|
 |
|
"Madonna
med barn og engle" kendt som "Madonna med den lange hals", 1534-40, Galleria degli
Uffizi,
Firenze
|
|
"Madonna
and Child with Angels" aka "Madonna
with the Long Neck", 1534-40, Galleria degli
Uffizi, Florence. |
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
| Parmigianino
og "Madonna med den lange
hals"/Parmigianino
and
"Madonna with the long
neck". |
|
| 2 |
"En
ung kvinde", kendt som "Den
tyrkiske slave", ca. 1532, Nationalgalleriet,
Parma.
Billedet er et
portræt af en ung kvinde ved navn Camilla de' Rossi.
Portrættet har formentlig fået titlen "Den tyrkiske
slave" fordi hovedbeklædningen minder om en turban,
imidlertid var en sådan hat en moderne hovedbeklædning i
Norditalien i 1530'erne. |
| "Young
Woman"
aka "The Turkish Slave"
(referring to the turban-like
headgear), c. 1532, National Gallery,
Parma. |
|
| 3 |
| "Selvportræt
i konveks spejl", ca. 1524, Kunsthistorisches
Museum, Wien. |
| "Self-portrait in a Convex
Mirror",
c.1524, Kunsthistorisches Museum, Vienna. |
|
| 4 |
| "Madonna
med barn og helgener", ca.
1530, Galleria degli Uffizi, Firenze. |
| "Madonna and Child with
Saints",
c. 1530, Galleria degli Uffizi, Florence. |
|
| 5 |
| "Diana
og Aktaion salen", 1524,
Sanvitale fæstningen i
Fontanellato nær
Parma. Parmigianinos frescoudsmykning
var for Paola
Gonzaga og Galeazzo Sanvitale. Den mytologiske
fortælling er fra Ovids Metamorfoser vol.
III. |
| "The
Hall of Diana and Actaeon",
1524, Sanvitale castle, Fontanellato
near Parma. Parmigianino frescoed the
hall for Paola Gonzaga and Galeazzo
Sanvitale. The mythological tale was
taken from Ovid's
Metamorphoses vol III. |
|
|
|
|
|
|
Romano,
Giulio
(opr. Giulio Pippi) (ca.
1492-1546).
Italiensk maler og arkitekt, elev af Rafael.
Palazzo del Té,1526-34, lidt uden for Mantua i Norditalien er et
at de fornemste eksempler på manierismens arkitekturstil, det blev
bygget til Federico II, Hertug af Mantua. Paladset skulle
oprindeligt have været en kæmpestald for raceheste, stutteri og
lystslot i et. En toetages bygning omkring en firkantet gård, hver
facade er gennemtrængt af en loggia, bygning har således to akser.
Bygningen er ikke en rolig form nærmest en æstetisk irritation, ikke
let at aflæse. Arkitekturudtrykket er en ubekymret uregelmæssighed -
et udtryk som er tilladt i sub urbana (paladser udenfor byen), men
utænkeligt i et bypalads selv for Giulio Romano. I Palazzo del Té er
Sala dei Giganti, 1532-34, Giganternes fald, en
freskoudsmykning, hvor Olympen åbner sig, og en katastrofe åbenbarer
sig. Fra rummets fire hjørner blæses blege spøgelseslignende
figurer ud i rummet, loft og væg går i et, rumgrænserne ophæves,
alt statisk er borte, rummet falder ned over beskueren, et rent kaos.
|
Romano,
Giulio (real
name Giulio Pippi) (c.
1492-1546). Italian painter and architect,
pupil of Raphael.
Palazzo del Té,1526-34, a palace in the suburbs of Mantua, is one
of the finest examples of the mannerist style of architecture. The
palace was built for Federico II,
Duke of Mantua.
|
|
 |
|
Palazzo del Té, 1526-34, Mantua. |
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
|
Palazzo del Té, 1526-34, Mantua. |
|
| 2-3 |
"Giganternes
fald", 1532-34,
Palazzo del Té.
Gaia (jorden i græsk
mytologi) fødte giganterne. I senere
tid opfattede man giganterne som en
fjern fortids kæmper, og i myten er
de ikke guder som titanerne.
Giganterne var ikke individer, de var
en vrimlende masse. De var dødelige,
vilde og utæmmelige. De havde
menneskeskikkelse, men deres krop
endte forneden i slanger. Under
Gigantomachien angreb giganterne
Olympien og de olympiske guder. Deres
kamp er lokaliseret på halvøen
Chalkidike, hvorfra de slyngede
klipper og egetræer i flammer mod
Olympen. På jorden rodede de rundt
for at finde livets urt, der kunne
gøre dem udødelige, men Zeus
standsede Helios' solvogn, og
giganterne fortsatte med at rave i
mørke. Guderne havde gennem en
spådom fået at vide, at de ikke
ville kunne overvinde giganterne uden
hjælp af en dødelig. Athene
overtalte Herakles (halvgud, søn af
Zeus) til at kæmpe på gudernes side.
Herakles gjorde det af med Alkyoneus,
den eneste af giganterne der var
udødelig, men kun på det sted af
jorden han var født, nemlig på halvøen
Pallene. Herakles slæbte ham bort fra
jordens skjulte kraft og styrtede ham
ned i Det Ægæiske Hav. Zeus ramte
Porfyrion med sit lyn. Apollon og
Herakles ramte Efialtes med hver sin
pil i gigantens øjne. Dionysos slog
Eurytos ihjel med sin thyrsosstav.
Hekate brændte Klytios til døde med
sine fakler. Hefaistos slyngde
glødende jern fra sin smedie mod sine
modstandere. Athene væltede hele
Sicilien ned over Enkelados. Poseidon
væltede øen Nisyros ned over
Polybotes. Hermes havde lånt Hades'
usynlighedshat og sneg sig ind på
Hippolytos. De sidste giganter gjorde
Zeus og Herakles det af med.
Olympierne sejrede ved hjælp af
delvis dødelige hjælpere - Herakles
og Dionysos. Grækerne har opfattet
kampen som et sidste vidnesbyrd om en
urtids kaotiske tilstand og dens
overvindelse gennem et nyt
gudedynasti, der repræsenterede orden
og system. Gigantomachien symboliserer
kulturens sejr over barbari. |
| "Fall
of the Giants",
1532-34,
Palazzo del Té. |
|
| 4 |
| "Cupido
og Psykes bryllupsfest",
1528, Palazzo del Té. |
|
"The Wedding Feast of Cupid and Psyche",
1528, Palazzo del Té. |
|
| 5 |
| "Madonna
med barn", 1525,
Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rom. |
| "Madonna
with Child", 1525, Galleria
Nazionale d'Arte Antica, Rome. |
|
|
|
|
|
Øvrige manieristiske
kunstnere:
Giorgio
Vasari
(1511-1574), italiensk maler og arkitekt.
Vasari var den første målbevidste manierist. Han er i
dag mest kendt for sine biografier om italienske kunstnere.
Fiorentino
Rosso
(1494-1540), italiensk maler. Insektagtige
fastfrosne kantede figurer i grelle farver. Pontormo
(1494-1557), italiensk maler. Bronzino
(1503-72), florentinsk skole. Naldini (1537-91),
florentinsk
skole. Macchietti
(1535-92), florentinsk skole. Salviati
(1510-63), florentinsk skole. Bassano (1510-92),
veneziansk skole.
Giovine (1544-1628), veneziansk skole. F. Clouet,
Frankrig J.
Bellange, Frankrig. Rosso-skolen
(Rosso Fiorentino 1494-1540), florentinsk skole og
Fontainebleau.
|
|
|
|
|
|
|
|
Protobarok er en
stil, som selvsagt
foregriber barokken. Stilens kunstnere anvender Leonardo
da Vincis sfumato og
den venezianske farve og struktur.
Corregio
(1489-1534) - Parma. Cirolamo
Savoldo - Brescia og Verona. Baseret på
Giorgione og Tizian, realisme i billederne.
|
|
|
|
|
|
|
|
| Veronese
(Paolo Caliari)
(1528-1588). Italiensk maler af den
venetianske skole. Han fik navnet Veronese efter sin fødeby
Verona - "Il Veronese". Han var inspireret af Giulio
Romano, Parmigianino og i særdeleshed
Tizian. I 1553 kom han
til Venedig, hvor han begyndte at udvikle sin karakteristiske
farveoverdådighed. Hans billeder er stuvende fulde af mennesker. Han malede landskaber, mytologisk scener og
portrætter. Først og fremmest er han kendt for sine religiøse
festscener med utallige detaljer. Hans billeder har ligheder med
højrenæssancen, men har ikke den ophøjede menneskeopfattelse. |
|
| Veronese
(Paolo Caliari)
(1528-1588). Italian
painter of the Venetian school. He was called
"Il Veronese" after his native town,
Verona. He was influenced by
Giulio Romano,
Parmigianino
and particularly Tizian. In 1553 he
came to Venice, where he began to develop his
characteristic opulent use of color. His
paintings are packed with figures. He painted
landscapes, mythological scenes and portraits.
First of all he is known for his religious feast
scenes containing a vast number of details. He
paintings have similarities to High Renaissance
paintings, but lack the exalted view of man. |
|
 |
|
"Brylluppet
i Kana", 1562, Louvre, Paris.
Klik på billedet for forstørrelse. |
|
"The
Wedding at Cana", 1562, Musée
du Louvre, Paris. Click on image for
enlargement. |
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
| "Brylluppet
i Kana", 1562-63, Louvre,
Paris. |
| "The
Wedding at Cana",
1562-63, Musée du Louvre, Paris. |
|
| 2 |
| "Festen
i Levis hus", 1573,
Gallerie dell'Accademia, Venedig. |
| "The
Feast in the House of Levi",
1573,
Gallerie dell'Accademia, Venice. |
|
| 3 |
| "Slaget
ved Lepanto", ca. 1572,
Gallerie dell'Accademia, Venedig. |
| "The
Battle of Lepanto",
c. 1572, Gallerie dell'Accademia,
Venice. |
|
| 4 |
"Den
Hellige Helenas Drøm",
c. 1570, National Gallery,
London.
Det Sande Kors, Kristi kors, båret af
to engle, kommer til syne i Helenas
drøm. Helena var mor til den første
kristne kejser, Konstantin. Hun rejste
i Det Hellige Land, hvor hun hjalp
fattige og grundlagde kirker. Ifølge
legenden ledtes Helena af en
guddommelig kraft i sin søgen efter
det sted, hvor Det Sande Kors var
nedgravet. Den historiske korrekthed
er tvivlsom. En anden legende
fortæller, at korset der havde ligget
i jorden i over to hundrede år blev
opdaget fordi en sødlig lugt steg op
fra stedet. Der blev fundet tre kors.
For at bestemme hvilket kors, der var
Kristi, blev korsene holdt op foran en
kvinde, der snart skulle dø. Da Det
Sande Kors blev holdt foran hende,
åbnede hun sine øjne og var
helbredt. Korset har affødt mange
andre mirakler. Stykker af træ fra
korset har siden været klenodier i relikvieskrin
i kristne kirker. |
| "The
Dream of Saint Helena",
c. 1570, National Gallery, London. |
|
| 5 |
| "Mars
og Venus", National Gallery
of Scotland, Edinburgh. |
| "Mars
and Venus",
National Gallery of Scotland,
Edinburgh. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
