THE_ART_PAGES_Tidstavle_Timeline

Barokstilen/The Baroque Style 1600-1750

Barokken har sin glansperiode i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Stilen forbindes med enevældens fyrster og er en stilart der lægger vægt på det pompøse og storladne i arkitektur, skulptur, maleri, udsmykning og haveanlæg.

Stilen opstod i Italien, i arkitekturen hos Michelangelos efterfølgere, i malerkunsten hos kunstnere, der reagerede mod den antinaturalistiske manierisme.
Ordet barok blev brugt nedsættende. Det italienske ord baroco betyder anstødssten, og ordet benyttedes om den kunst og arkitektur, der blev oplevet som bizar og overdrevet. Den italienske barok spredes i løbet af 1600-tallet til andre europæiske lande og får overalt en lokal udformning.
I England opstår en stil som låner både fra Italien, Frankrig og Holland.
I Skandinavien viser de lokale udformninger af stilen påvirkninger fra både Italien og Nederlandene.
I Nederlandene var arkitekturen ret enkel, murstensbygninger med sandstensornamenter, en stil der også fik stor betydning i Skandinavien.

Den danske barokstil ses i slots- og kirkearkitektur og i have- og parkanlæg og er inspireret af den afdæmpede nederlandske barok. Palæfacader kan være pudsede (gule og hvide) og den fornemmeste etage, piano nobile, (ofte 1. etage, beletage) er fremhævet, fx kan over vinduespartierne ses trekantede og halvrunde frontispicer, øverst ses ofte en halvetage, mezzaninen, der kan forekomme vandrette gesimsbånd og pilastre kan strække sig over flere etager, binde etagerne sammen og fremhæve det/de væsentligste rum. Først og fremmest må palæarkitekturen, sammenlignet med den dynamiske italienske barok, beskrives som en klassisk streng stil, der kan betegnes som en palladiansk retning (fx Charlottenborg) efter den italienske arkitekt Andrea Palladio (1508-1580), der var en af de væsentligste inspiratorer for den vestlige arkitektur, især den engelske (neo-)palladianisme, der nedtoner dekorative elementer og anvender de klassiske søjleordener. Dansk barok, se nedenfor.

Renæssancen var afbalanceret, afklaret, tilbageholdende, stram og henvendte sig til fornuften, og barokken er lige modsat.
Barokkens karakteristika er, at den taler til sanserne og fantasien, den vil fortrylle, den er bevægelse, dynamik, kontraster (anvender konkave og konvekse former), spil mellem lys og skygge, teatralsk, dramatisk, outreret, den er Gesamtkunstwerk, der betyder, at intet kan trækkes fra uden at helheden ødelægges, alle kunstarter sætter hinanden stævne, rummets arkitektur, malerier, stuk, udskårne møbler, gobeliner og kunstmarmor danner en broget og mangfoldig helhed. Spejle åbner rummet, slører overskueligheden, de er ofte anbragt i hjørnerne, så de runder og skaber lys.
Barokarkitekturens store mål er illusionen om det uendelig rum. Renæssancens grundplansformer var kvadraten, cirklen og det græske kors, barokkens grundplansformer er ellipsen og ovalen. Bygningen betragtes som en sammenhængende masse, den kunne formes efter behov, en slags stor skulptur, man tænker i tre dimensioner. Murpillerum (indvendige stræbepiller) fører længde og centralbygning sammen. Rummet er et kontinuum. Arkitekturens monumentale og storslåede bygningsværker mister aldrig deres plastiske fylde. Søjler og pilastre bærer intet, de er dekorative. Arkitekturen er retorisk, der er en fortætning af led mod døren. Facaden skal være aktiv i det omgivende rum.
Der holdes lav profil i eksteriøret i tyske kirker, modsat italienske.
Barokken vil repræsentere, det vil sige forlænge sin magt, hvilket især ses i den repræsentative hofkultur hos Ludvig d. 14.
Kirker, paladser og kongeslotte er barokkens typiske bygninger, og hørende til bygningen er store haveanlæg, der føjer sig ind i miljøet.
Trapper betyder, at man kan arbejde dynamisk med arkitekturen.
Barok er iscenesættelse, kirken en af de mest brugte scener.
I byplanlægning ses lange lige gader afbrudt af pladser med fontæner eller obelisker, domineret af et palads eller en kirke og afvekslende bebyggelse med visse symmetriske accenter. Dele af Rom er et godt eksempel på barok byplanlægning.
.
Modreformationen i Italien kom til at betyde meget for barokkens kunstneriske udformning, især for malerkunsten, da denne bevægelses teoretikere krævede klare og let forståelige fremstillinger af religiøse emner. Hertil kom en øget religiøs følelse understøttet af tidens mystikere.

Barokkens kirkearkitektur. Barokken blev den katolske kirkes kunstneriske redskab i en tid, hvor kirken gjorde sig anstrengelser for at vinde kætterne tilbage og styrke sine tilhængere i troen. Kirkearkitekturen imponerede med en ydre majestætisk fremtræden. Hovedindgangen tillægges større betydning end sideindgangene.
Italiens kirker adskiller sig væsentligt fra de tyske. I Italien er det ydermurer, som bærer hvælvet. I de tyske barokkirker er det murpillerne som bærer hvælvet. Ydermuren er brugt til vinduer, lyset får større betydning.

Maleriet er et illusionistisk maleri på mure og lofter. Kunsten vil forføre beskueren, maleriet en illusion, man skal hoppe på. De illusionistiske loftsmalerier, sotto in su, ses især i Italien. Der ses ikke mere idealiserede figurer som i renæssancen. Bevægede scenerier der medfører en udvidelse af rummet og ofte givende udtryk af noget uendeligt. I malerierne er ofte historier om helgeners, fyrsters og heltes liv og mytologiske skikkelser og engleflokke. Maleriets figurer er unaturligt belyst og de gebærder sig unaturligt på en scene. Apoteose (optagelse blandt guderne) er en forherligelse af en person, brugt i antikken og igen især i barokkens i allegorisk udformning.
I malerkunsten gør to hovedretninger sig gældende, en mere realistisk med brug af clairobscur (Caravaggio, Rembrandt) og en mere idealiserende (Bologna-skolen, Poussin, Claude Lorrain i landskabsmaleriet). Modsætningen mellem disse to retninger fortsætter ind i 1700-tallet med kampen mellem poussinister og rubenister. Allegorien er en vigtig kunstform, og portrættet fremstår med ny intensitet og øget psykologisk personkarakteristik (Velázquez).
Heroisk landskab er en idealiseret form for landskabsmaleri, hvori der indgår klassisk arkitektur og mytologiske eller religiøse scener. Opstod under barokken i 1600-tallet (Nicolas Poussin og Claude Lorrain) og tilhører denne stilarts klassicerende retning.

I Nederlandene spiller genrebilleder, landskaber, stilleben og bibelske scener en stor rolle, og der fik oliemaleriet sit gennembrud. Væsentligt er det hollandske landskabsmaleri med schlagbaum (perspektivskabende element fx et træ) og atmosfære. Vanitasmotivet, en slags stilleben med symbolsk indhold, hvis moral er altings forgængelighed og sansernes forfængelighed, i billederne indgår dødningehoveder, Bibler, stearinlys der er tændt eller ved at brænde ud, musikinstrumenter, visnende blomster, halvrådne frugter, timeglas, spejle. Vanitasmotiverne er især en type billeder som ses i nederlandske og spanske barokmalerier.

Skulpturen er i bevægelse og dramatisk, figurerne står gerne i contraposto eller blander sig med arkitektur (Bernini). Contraposto vil sige en modsat bevægelse i en statue, en figur står fx således at den hviler på et ben og bevæger det andet og armene er arrangeret på modsat måde.

The Baroque Style
The style had its heyday in the 17th century and the early 18th century and was associated with the power of the absolute monarchy, the style attached importance to the grandiose in architecture, sculpture, painting, decoration and gardens.
The style arose in Italy - in the architecture by Michelangelo's successors, in the art of painting by the artists, who reacted against the anti-naturalistic Mannerism.
The term Baroque was used in a disparaging way - the Italian word baroco means stumbling block, the word was used to characterize art and architecture experienced as bizarre and exaggerated. In the 17th century the style was spread from Italy to other European countries, everywhere it got a local elaboration.
The Renaissance style was balanced, serene, reserved, strict and spoke to the intellect directly and simply - the Baroque style was quite the opposite.
Some general characteristics of Baroque art: Baroque spoke to the senses and the fantasy, it wanted to bewitch, the style was motions, dynamics, contrasts (using concave and convex forms), a play between light and dark (chiaroscuro), theatrical, dramatic, outré, Baroque was Gesamtkunstwerk (total artwork), all branches of art made an appointment with each other - the room architecture, paintings, stucco, carved furniture, tapestries and artistic marble created a multicoloured and mutifarious whole. The mirrors opened the room, blur the clarity, they were often placed in the corners to round off and create light. The style's great intention was to create an illusion of unending space. The Baroque ground plan was the ellipsis and the oval. The building was regarded as a coherent mass, it could be shaped as needed. The space was a continuum. The monumental and magnificent buildings never lost their plastic wealth. Columns and pilasters carried nothing, they were decorative. The architecture was rhetorical, the facades should be active into surrounding space. The baroque sculpture was dramatic, the position of the figure was contrapposto (graceful posture of a figure with all the weight balanced on one leg).
The German churches maintained a low profile opposite the Italian churches.
Originally the new St. Peters Basilica was in Renaissance Style, when it was finished it was a Baroque church - Baroque church architecture was born with St. Peters Basilica.
The style was representative - extending the power of the court culture (e.g. Versailles, King Louis 14).
The Counter-Reformation in Italy had influenced the style, particularly the art of painting - the Counter-Reformation's theorists demanded religious motifs easy to understand, furthermore an increased religious feeling arose supported by the mystics of the time.
The Baroque church architecture became the artistic tool of the Roman Catholic church in a time, where the church tried to convert heretics back to Rome and to strength the followers in their belief.
In the Netherlands genre pictures, landscapes, still-lifes and biblical scenes play a great role, and the oil painting made its breakthrough. The Dutch landscape painters often used schlagbaum's (a perspective creating element, e.g. a tree) and the Vanitas motif, a still-life with symbolic content - everything was temporal, the Vanitas motif used elements as hourglass, human skulls, The Bible, candles and mirrors. The Vanitas motif was also a type of painting executed by Spanish baroque artists.

Peterskirken 1506-1626, er beliggende i den selvstændige Vatikanstat, der er omgivet af byen Rom. Kuplen af Michelangelo er verdens største.
Peterskirken, Basilica di San Pietro, er bygget som gravkirke over apostlen Peters grav, som findes under højalteret. Den nuværende kirke afløste Konstantins Basilika fra 326, der stod til begyndelsen af 1600-tallet.
Initiativet til at forny den gamle kirke, der havde stået i over 100 år, blev taget i 1450 af den første store renæssancepave Nicolaus V efter råd fra L.B. Alberti og B. Rossellino, men der skete ikke noget før i Julius II's pavetid. Som kirkens arkitekt valgtes Bramante, og den 18. april 1506 nedlagde pave Julius II grundstenen til den ny kirke i den nuværende Veronikapille i korsskæringen.
.
St. Peters Basilica in Rome (Basilica di San Pietro), 1506-1626. The cathedral was built in honor of St. Peter and was placed where his grave thought to be - the chief apostle was buried in 64 AD.
The cross keys were a traditional symbol of St. Peter. Jesus told the apostle Peter, that he would give him the keys to the Kingdom of Heaven, he became the holder of the key-power - the power to open and shut, tie and loose.
The present church replaced Konstantin's Basilica from 326-the early 1600s. The initiative to renew the old church was taken in 1450 by the first great Renaissance pope Nicolaus V (1447-1455) after advice from L.B. Alberti and B. Rossellino, nothing happened before Julius II became pope. Bramante was chosen as architect on April 18, 1506, and the foundation stone of the present church was laid in the Veronica pillar by pope Julius II.

Pave Julius II var fast besluttet på at rejse en kirke, der udtrykte Romerkirkens magt og storhed. Den ny Peterskirke skulle være:
	Kristenhedens største kirke.
	En majestætisk ramme om apostelfyrstens grav.
	Vidnesbyrd om den katolske kirkes storhed.
	Domineres af Julius II's gravmæle udført af Michelangelo, hvilket ikke blev virkelighed.
Pope Julius II had decided to built a church in which to express the greatness and power of the Roman Church.
	The new St. Peters Basilica should be the largest church in Christendom.
	a majestic frame around the grave of the apostle Peter.
	and a testimony to the grandeur of the Roman Catholic church.
	The interior should be dominated by Julius II's sepulchral monument executed by Michelangelo, an idea that never became a reality.

Peterskirken blev indviet i 1626 og er den romersk-katolske hovedkirke og verdens største kirke. Den blev udtænkt og udført af Michelangelo Buonarrotti, Gian Lorenzo Bernini og Carlo Maderno.
I sin oprindelige idé var den nye Peterskirke i renæssancestil, men da den stod færdig, var den en barokkirke, og barokkens kirkearkitektur blev født med Peterskirken.
Kirkens barokinteriør er stor set Bernini værk, ligesom Peterspladsen er det. Berninis kolonade, der rammer Peterspladsen ind, kan symbolisere arme, der fanger mennesket ind i kristenheden og tager det i favn. Berninis Tabernakel, højalteret, blev udført 1624-33.

Se Vatikanstatens frimærker.

The church was planned and executed by Michelangelo Buonarrotti, Gian Lorenzo Bernini and Carlo Maderno. Originally the new church was in Renaissance Style, when it was finished it was a Baroque church - Baroque church architecture was born with St. Peters Basilica. Bernini was responsible for the majority of the baroque interior e.g. the tabernacle, the high altar, 1624-33 and St. Peter's Square and the colonnade. St. Peters Basilica was inaugurated in 1626, The Roman Catholic Church is the world's largest Christian Church.

1	Peterskirken, obelisken og kolonnaden. Kirkens kuppel, der er tegnet af Michelangelo er verdens største. St. Peters Basilica, the obelisk and the colonnade. The basilica's dome, designed by Michelangelo is the largest dome in the world.
2	De krydsende nøgler, St. Peters attribut, symboliserer syndsforladelse (døren til Guds rige lukkes op) og fordømmelse eller bandlysning (døren låses igen). The crossed keys, the traditional symbol of St. Peter.
3	Pave Benedict XVI hyldes. Den tyske kardinal Josef Ratzinger blev indsat som pave den 24.04.2005 ved en højtidelighed på Peterspladsen. Pope Benedict XVI. The dean of the College of Cardinals, the German cardinal Josef Ratzinger was on April 19, 2005 named as Pope Benedict XVI.
4	Peterskirken, 1506-1626, er beliggende i Vatikanstaten, der er en suveræn stat i Rom, og en høj mur adskiller bystaten fra byen Rom. St. Peters Basilica, 1506-1626, is located in the independent state of Vatican City. The Vatican State is surrounded by the city of Rome.
5	Schweizergarden, "Guardia Svizzera Pontifica", der blev oprettet af pave Julius II i 1506, er et militærkorps af katolske schweiziske soldater. Garden skal bevogte Vatikanstatens porte og være pavens livvagter. Garderne er iført renæssanceuniform, der blev tegnet af enten Rafael eller Michelangelo. The Swiss Guards, "Guardia Svizzera Pontifica". Since 1506 when pope Julius II invited Helvetian soldiers to join the Vatican army, they have been the guards of the Vatican and the pope. All entrants to the army must be Swiss Catholic.
6	Statue af St. Peter på kirkens balustrade udført af Guiseppe De Fabris. Peter holder en nøgle i sin højre hånd og i den venstre en skiftrulle. St. Peter, statue on the balustrade by Guiseppe De Fabris. Peter is holding a key in his right hand, in his left hand he is holding a scroll.
7	Pietro Perugino, "Jesus overdrager nøglerne til apostlen Peter", 1481, freske i Det Sixtinske Kapel. Pietro Perugino, "The Delivery of the Keys", 1481, Fresco. Sistine Chapel.
8	Pave Johannes Paul II, den første ikke italienske pave, valgtes til pave den 16. oktober 1978. Paven, hvis borgerlige navn var Karol Wojtyla, blev født i Wadowice nær Krakow i Polen den 18. maj 1920 og døde den 2. april 2005. Pope John Paul II. On October 16, 1978, the first non-Italian Pope was chosen, he was born i Wadowice near Krakow in Poland on May 18, 1920 as Karol Wojtyla, and hed died on April 2, 2005.

Versailles i Frankrig i enevældens storhedstid. I 1661 kom Ludvig d. 14. (1638-1715) til magten. Versailles var symbol på absolutismen. Hæren var grundlaget for magtkoncentrationen, den blev udvidet voldsomt under Ludvig d. 14, fra 50.000-300.000 mand, hans regeringstid var næsten en lang krigstilstand, skattesystemet det økonomiske grundlag. På Versailles opholdt kongen, højadelen, centraladministrationen og Schweizergarden sig. Louvre i Paris var kongens første residens, men ekspanderingslyst betød, at hoffet flyttede uden for byen.
I 1670 planlagde solkongen Ludvig d. 14. sin fyrsteresidens, et solstråleformet anlæg, der blev normgivende for den profane arkitektur i Tyskland. Nøglebegrebet for residens er hof og ceremoniel. Versailles er et kulisseanlæg, en tragtformet indføring mod centrum. Kongens sovegemak, det officielle soveværelse var modtagelsesrum, det er præcist i midten af komplekset, og omkring "Solen" (kongen) kredser planeter i form af saloner med planetnavne som fx Merkur og Mars. Kongen i midten, da han opfattede sig selv som et af Gud indsat bindeled mellem det jordiske og det himmelske, som monstransen er meningsløs uden hostien er Versailles meningsløs uden selve kongen i midten. Kongens seng er i centrum, salon d'Apollon er kongens soveværelse, sengen = tronen, den er afgrænset af en balustrade som en helligdom. Sengens baldakin = kongens suverænitet. Over sengen ses billeder i et stort skjold af Frankrig, en personificeret kvinde våger over den sovende konge. I soveværelset kulminerer alle residensens ceremonier. Lever = kongens officielle ståen op. Coucher = kongens officielle gåen til sengs (Solkongens daglige rutine, se nedenfor). Versailles spejler kongens diktatoriske vilje.

Ludvig d. 14. blev i 1660 gift med Maria Teresa af Spanien (1638 –1683). Efter hendes død giftede hans sig til venstre hånd med Madame de Maintenon (1635-1719).

In 1660 Louis 14. married the Spanish Infanta Maria Theresa (1638 –1683). After her dead he married Madame de Maintenon (1635-1719) in secret.

Klik for forstørrelse/Click for enlargement

1 Rytterstatue af Ludvig d. 14./Equestrian Statue of Louis 14. 2 Hovedindgangen til komplekset/Main entrance. 3 Slottet/Palace of Versailles. 4-5 Kongens soveværelse/The kings bedroom. 6 Saint-Louis katedralen i Versailles/Saint-Louis Cathedral.

Haveanlægget. Det storslåede barokhaveanlæg blev anlagt af Le Nôtre (1661-1665) med skulpturer, fontæner og kaskader, i haven ligger lystslottene Grand Trianon og Petit Trianon.
The Garden of Versailles was designed by Le Nôtre (1661-1665).

1-2 Spejlgalleriet/Gallery of mirrors. 3 Pavilion. 4 Grand Trianon, 1687, tegnet af Jules Hardouin Mansart (1646-1708). Kongen kunne her leve et tilbagetrukket liv med sin elskerinde Madame de Montespan med hvem han fik seks børn. Grand Trianon was built i 1687 by Jules Hardouin Mansart (1646-1708). The King lived here with his mistress Madame de Montespan, with whom he has six children. 5-6 Petit Trianon.

Versailles, Palace of. Royal Palace near Paris, built by Louis 14. in the 17th century, a great period of the absolute monarchy. In 1643 Louis 14. (1638-1715) became King of France and King of Navarre, he was a minor when he inherited the Crown and did not assume personal control of the government until the death of his chief minister Jules Mazarin in 1661. Louis 14. was known as "The Sun King" (Le Roi Soleil) and "Louis the Great".
Versailles was a symbol of absolutism. The army was the basis of concentration of power and was extended enormously during Louis 14. - his reign was almost a state of war and the tax system the financial basis. At the Palace of Versailles resided the king, nobilities, the central administration and the The Swiss Guard. Louvre in Paris (today Musée du Louvre) was the kings first Palace, because of the kings desire for expanding the court moved outside Paris. In 1670 the The Sun King planned his residence, a sunbeam-shaped complex, which became normative for the German profane architecture.
The keywords of a royal residence was court and ceremonial. Versailles was a theater complex, a funnel-shape passage led to the centre, to the kings bedroom, which was placed exactly in the middle of the complex, round The Sun King/the sun planets were circling in the shapes of e.g. Salon Mars and Salon Mercury. The king in the middle, because he understood himself as connecting link between the
earthly and the heavenly - as the monstrance was absurd without the host, Versailles was absurd without the king himself in the middle. The official bedroom was reception room. Versailles reflected the dictatorial will of the king.
The magnificent Baroque gardens of Versailles were laid out by the great landscape artist, André Le Nôtre, (1661-65). The gardens contained sculptures, fountains, cascades, orangery and the palaces The Grand Trianon designed by Hardouin-Mansart and The Petit Trianon, a favorite retreat of Marie-Antoinette, queen of France and wife of King Louis 16., it was situated at a short distance from the Grand Trianon and designed by Ange-Jacques Gabriel.

Solkongens daglige rutine.
Den franske digter Louis de Rouvroym, Hertug af Saint-Simon (1675-1755) er i sine "Memoirs of Duc de Saint-Simon, 1691-1709" den væsentligste kilde til oplysninger om Solkongens hof og kongens daglige rutine.
"Med en almanak og et ur kan man være trehundrede mile herfra og vide, hvad han er i færd med". Kongens dag var systematiseret ned til mindste detalje. Fra ståen op ceremonien (lever) til gåen til sengs ceremonien (coucher) fulgte han et nøje tilrettelagt program, ligeså gjorde hoffets ansatte, der var regulerede som urværker.
Solkongens daglige rutine formodedes også at have været praktiseret under kongerne Ludvig d. 15. og Ludvig d. 16., der dog begge følte sig så tynget af denne strenge ceremoniel at de ofte søgte tilflugt i deres private rum eller i de nærliggende kongelige residenser.
Ritualerne for Ludvig d. 14. begyndte kl. 7.30 hvor kongen blev vækket af sin kammertjener med ordene "Herre konge, det er tid at stå op". Livlæger, fortrolige og særlig udvalgte gik på rad og række ind i kongens soveværelse. Kongen var vasket, friseret og barberet. Kammerherrerne kom med kongens klæder, han blev klædt på og fik til morgenmad en skål suppe. Kun kongerigets absolut vigtigste personligheder fik tilladelse til at overvære dette ritual. Antallet af tilstedeværende er vurderet til omkring hundrede, alle mænd. Så snart kongen var klædt på knælende han ved sin seng i bøn til Gud, ligeså gjorde alle gejstlige tilstedeværende, lægfolk blev stående. Kl. 10 forlod processionen kongens soveværelse. Fulgt af sine hofmænd gik kongen gennem Grand Appartement du Roi. Det var øjeblikket

hvor menneskemængden, der var samlet fik et glimt af monarken. Nogle kunne tale med ham kortvarigt eller aflevere en skreven anmodning eller begæring. Kongen gik til messe. Koret sang hver da en ny hymne komponeret af Jean-Baptiste Lully, Michel Richard Delalande og mange andre. Under messen forsamlede ministrene sig i kongens værelse, hvor fremtrædende personer kunne tale med dem. Kl. 11 var kongen tilbage i sit værelse for at holde råd. På søndage og onsdage gjaldt det Statsrådet, tirsdage og lørdage var forbeholdt det kongelig finansråd og på mandage, torsdage og fredage kunne der være et ekstra Statsråd omkring indenrigsforhold eller religiøse forhold. På disse dage måtte kongen også afgøre forhold omkring byggeprogrammer. Fem eller seks ministre rådgav kongen, der lyttede og besluttede. Kl. 13 spiste kongen til middag, han sad alene i sit rum med ansigtet mod vinduet. Dette måltid var i princippet privat, men Ludvig d. 14. plejede at modtage hoffets mænd, især dem, der deltog i Lever. Kl. 14. Om eftermiddagen kunne kongen have valgt at spadsere tur i haverne omkring slottet. Han havde stor behov for frisk luft, der betød lindring af den hovedpine han led af på grund af års overdreven brug af parfume. Han havde allergi overfor dufte, kun enkelte blomsterdufte tålte han. Kongen var var følsom overfor hede, kulde og regn, imidlertid var vejret sjældent så dårligt at det kunne forhindre ham i at gå ud. Han nød spadsereturene i parken, de gav motion, og han kunne betragte dem, der arbejdede i parken. Nogle gange tog han på udflugt med damer i skovene ved Château de Marly eller ved Château de Fontainebleau, hvor han også promenerede med hele hoffet. Kongen kunne også vælge at gå på jagt, den foregik på slottets område eller i de omgivende skove når han red parforcejagt. Kl. 18 signerede han de mange breve, som hans sekretær havde forelagt ham, og kunne så besøge Madame de Maintenon, hvor han studerede vigtige sagsakter bistået af en af hans fire statssekretærer. Kl. 22 spiste kongen middag sammen med medlemmer af den kongelige familie. Ved slutningen af middagen gik ind i salonen for at hilse på hoffets damer. Derefter fortsatte han til sit kabinet for at konversere mere frit med sin familie og få nære bekendtskaber. Kl. 23.30 trak kongen sig tilbage. Den offentlige ceremoni coucher var en forkortet udgave af Lever.

Palace Abraxas "Versailles for folket", et socialt boligbyggeri fra 1980-erne i udkanten af Paris i Noisy le Grand. Spanieren Ricardo Bofill har tegnet byggeriet i hyperklassicistisk stil inspireret af nyklassicismen. Man må gerne tro, at Palace Abraxas er bygget i slutningen af 1700-tallet.

Palace of Abraxas "The People's Versailles", social housing estates built in the eighties in Noisy le Grand outside Paris. The Spaniard Ricardo Bofill has designed the buildings in hyperclassical style influenced by Neoclassicism.

Klik her for forstørrelse/
Click here for enlargement.

Napoleons jordiske rester blev ført fra St. Helena til kirken i 1840, i 1861 var hans nuværende sarkofag færdig.

A red porphyry sarcophagus covers six coffins enclosing the body of Napoleon I, which was returned from Saint-Helena in 1840.

St-Louis des Invalides, Invalidekirken i Paris
Jules Hardouin Mansart (1646-1708), fransk arkitekt, født i Paris og død i Marly fuldførte Versailles og tegnede Invalidedomen i Paris (1680-1706). Han var Solkongen Ludvig d. 14.'s foretrukne arkitekt.
Ludvig d. 14. ønskede at opføre en stiftelse for sine trofaste og tapre soldater, en opgave som tildeltes den franske højbarok arkitekt Libéral Bruant (1635-1697). Stiftelsen blev bygget i perioden 1671-76 og gav plads til 7000 soldater. Bruants projekt fuldendtes med en kirke for soldaterne (Eglise Saint-Louis des Invalides). Kongen ønskede en kirke til eget brug, en opgave han overdrog Mansart, der tegnede kirken (Église du Dôme) i senbarok stil, der dominerer komplekset og stod færdig i 1735. De to kirker var sammenbyggede og havde fælles alter, en glasrude adskiller nu de to kirker, foran ruden er et alter og en baldakin i en variation af Berninis baldakin i Peterskirken. Alteret får lys fra gule sideruder og virkningen illuderer sollys som symboliserer Austerlitzsolen: "Lige før klokken otte om morgenen lettede tågen fra slagmarken og afslørede at fjendens flankemarch var godt i gang. Napoleon stod på Zuran højen og så på solopgangen. "Hist ude skinner Austerlitzsolen, et tegn på at dagen i dag skal blive en sejrsdag"
- slaget ved Austerlitz fandt sted den 2. december 1805.

St-Louis des Invalides, Church of the Invalides, Paris. Les Invalides were built in the 17th century to treat wounded soldiers. The church Saint Louis des Invalides and its massive dome were completed in 1735. At that time they were considered as the most beautiful church in Paris.

I Barokkens haver og parker opførtes hækteater i form af opera, ballet, teater. Størst udbredelse får hækteatret i Tyskland, hvor man på grund af klimaet mindst skulle vente det. Aftenforestillinger medfører det egentlige trylleri med hundrede af olielamper og vokslys.
Fyrværkeri var også en form for barok festarkitektur. Et skuespil i mange akter kunne vare timer. Ofte musik til, Händel "Feuerwerksmusik".
Barokhaver opleves som rum i det fri. Barokhaven var højde- og slutpunkt af en udvikling, der kan følges tilbage til Ægypten.
Naturen formet som kunstværk. Versailles forbilledet, den regelmæssige havestil nåede højden med Ludvig d. 14.

4 grundregler for haven
	Planter, græsplæne, blomster, buske og træer skal overgå elementer af sten, det hele skal være kunstnerisk og pænt klippet.
	En have nær slottet må ikke have skyggegivende elementer. En flad parterre.
	Buskads må ikke hindre blikket over parterret.
	Haven skal se større ud end den faktisk er. Fra slottet og udefter således: Broderiparterre, her er mest lys, evt. kastanieallé som tværakse, så buskads med brønde, kilder, halvskygge, og endelig højskovszone med mere skygge. Broderiparterre var det dyreste, den skulle have reliefvirkning. De vigtigste farver var grøn, den konstante grundkolorit, gul og hvid sand på prydveje og flader, rød mustensgrus, indføring til plænen, sort, filspåner, sort jord. Overdækkede alleer, her rører trækronerne midten, himlen ikke synlig, kølighed, yndet spadserested i middagshede. Åbne alleer hvor træerne står langt fra hinanden, frit til himlen, allé i slotsaksen. Hække forbundet med alleerne, men står også selvstændige, skærmer om partier af fx buske. Parapette (rækværk) 80-130 cm høje hække, egnet for alleer ved siden af parterret. Buskads (lystskove) kontrast til parterret, intime rum i naturen. Labyrint (fx i Versailles) ikke plads for blomster her, labyrinten dækkede behovet for at blive væk. Springvand var havens sjæl oftest med guder og antikke figurer.

En af barokkens nyskabelser er de franske haveanlæg med lange alleer forbundet af runde uderum og med vandbassiner og haveskulptur. Springvandene, er midtpunktet, blikfanget, og udformet som teatralske bevægede optrin. I en fontæne kan vandet springe på en overraskende måde.
Den engelske have er en landskabelig havestil med templer, lysthuse, falske ruiner i forskellige stilarter, gerne antik, kinesisk og gotisk, opstået i England i begyndelsen af 1700. Haverne skulle være pittoreske og blev anlagt efter principper inspireret af malerkunsten i modsætning til den geometrisk anlagte franske barokhave streng symmetrisk omkring en længdeakse, bestående af vandbassiner, klippede hække og skulpturer, havearkitekten A. Le Nôtre (fx Versailles). Havestilen fremkom samtidig med neopalladianismen og anvendtes ofte i forbindelse med en streng klassisk hovedbygning.
Belvedere er en selvstændig højtliggende bygning i en park eller en altan eller overbygning på et hus, der skal skaffe udsigt og luft. Især i Italiens renæssance- og barokarkitektur.

Begyndelsen til barokkens teaterbygning skal søges i Italien. Galli-Bibiena fra Bologna var en berømt kunstnerfamilie i 1600-1700-tallet. Offentlige teatre spiller ingen egentlig roller. Hofteater er en del af hverdagen, man havde en hofkomponist ansat (fx Haydn). I haverne spilledes også teater. Der var hesteballetter, havearkitekturen blev brugt som kulisse herfor. Teater og fest har især præget hofselskaberne. Barok var en verden af teater. Stykkerne handler ofte om hvordan Guderne griber ind i menneskenes liv.
Bayreuths operahus (1745-48). Senbarok scenerum. Et logeteater (udviklet i Italien i 1600), tre etager med loger af træ tilskuerrummets grundrids er klokkeformet.

Bruskbarok var en ornamental stil. Ordet brusk skulle beskrive den blødgøring, som ornamenterne blev underkastet. I bruskstilen har figurer og relieffer ikke mere den opgave at understrege arkitektoniske forhold. Bruskbarokkens figurstil er til dels højbarokkens modsætning. Det klassiske bruskornament er den fladklemte volut presset ud af plan.
Bruskbarokken var en nordeuropæisk udformning af barokken. den findes i Danmark især i kirkeinventar fra 1600-tallet.

Bologna-skolen: Italiensk barok malerskole opstået i Bologna i 1590-erne ved det af brødrene Carracci i 1589 grundlagte akademi. Denne skoles klassicerende stil spredtes til andre egne af Italien af Carracierne og deres elever og kom til at stå i stærk modsætning til den mere realistiske retning, der udsprang fra Caravaggio. Caravaggisterne skildrer med stærk realisme både religiøse og dagligdags emner og gjorde brug af kraftig clairobscur. Caravaggisterne hører til i 1600-tallet både i Italien (Gentileschi, Saraceni) og i Frankrig (Valentin) og i Nederlandene (Honthorst).

Louis d. 13. (1610-1643) - er en fransk betegnelse for stilen under Louis d. 13. Stilistisk betegner Louis d. 13. en overgang mellem renæssance og barok.
Louis d. 14. (1643-1715) - en betegnelse for fransk barok under Ludvig d. 14., hvor arkitekturen domineres af en barok-klassicisme.
Queen Anne (1702-1714) - retning i engelsk barok opkaldt efter dronningen. En senbarok stil i perioden. I arkitekturen ses inspiration fra Nederlandene. Møbler i mahogni har beherskede svungne former.
Régence (1715-1723) - en fransk stilart mellem barok og rokoko opkaldt efter Philippe af Orléan, der regerede fra 1715-23. Især møbelkunst hvor lette former, svungne ben og lyse farver gør sig gældende og peger frem mod rokokoen.

I Italien varer stilen fra 1600-1770.
I Flandern, Holland, Spanien varer stilen fra 1610-1700.
I Frankrig varer stilen fra 1670-1790.
I Østrig, Tyskland varer stilen fra 1690-1750.
I England varer stilen fra 1680-1800.

Kunstnere/Artists

	Elefantobelisken, 1667, foran kirken Santa Maria sopra Minerva, Piazza della Minerva, Rom.
	"Pulcino della Minerva", 1667, in front of the church Santa Maria sopra Minerva at Piazza della Minerva, Rome.

Bernini, Gian/Giovanni Lorenzo (1598-1680). Italiensk billedhugger, arkitekt og maler, den romerske baroks største kunstner. Bernini blev født i Napoli, og han døde i Rom. I 1606 rejste han med sin far Pietro Bernini til Rom, faderen var en talentfuld billedhugger og også sønnens lærermester.
Flere af Berninis tidlige statuer, fx "Proserpinas Rov", "Apollon og Daphne" og "David" blev udført til en af de væsentligste mæcener i tiden, kardinal Scipione Borghese - Bernini blev også protegeret af den magtfulde Barberini-familie.
Bernini arbejdede hovedsageligt i Rom, dels for private velyndere og ved Peterskirken, hvor han var førende arkitekt og billedhugger for de vekslende paver.
I Peterskirken var Bernini ansvarlig for størstedelen af barokinteriøret fx. tabernaklet (højalteret) under kuplen og St. Peters trone samt Scala Regia (kongelig trappe, et storslået trappeanlæg, der forbinder Peterskirken med Vatikanets gemakker), rytterstatuen af Konstantin, Peterspladsen og kolonnaden.
Blandt Bernini's berømteste skulpturarbejder er: Gruppen Den hellige Thereses Ekstase i Cornaro kapellet i barokkirken Santa Maria delle Vittoria i Rom. Elefantobelisken, 1667-69, Piazza Minerva. Springvandet "De fire floder", 1648-51, på Piazza Navona, det repræsenterer de 4 kontinenter, som man kendte dengang, og deres floder Donau (Europa), Ganges (Asien), Nilen (Afrika) og Plate-floden (Amerika), den centralt placerede obelisk symboliserer Kristus og den romerske katolske kirkes sejrsgang verden over - fontænen var et samarbejde mellem flere af tidens kunstnere designet og ledet af Bernini. I perioden 1658-1670 tegnede Bernini tre kirker, San Tommaso di Villanova i byen Castel Gandolfo udenfor Rom, hvor paven har sommerresidens, Santa Maria dell'Assunzione i Ariccia sydøst for Rom samt Sant'Andrea al Quirinale i Rom. I 1665 blev Bernini inviteret til Paris af Ludvig d. 14. for at gøre tegningerne til Louvre færdige, men hans udkast blev ikke godkendt. Bernini udførte en rytterstatue af Solkongen, 1669-70, en lidt speciel rytterstatue, hesten er klodset op under bugen, et betinget af kompositionen nødvendigt og lidet fiks valg, der får hesten bevægelser til at virke mere jordbundne end tiltænkt. Tilbage i Rom fortsatte Bernini sit arbejde ved Peterskirken. I Bernini's skulpturer ses den ekspressive energi, det teatralske (fx i "Den hellige Thereses Ekstase", understreget af draperier og gyldne stråler), en dynamik, en monumentalitet, en styrke, et temperament - de store følelser, de store bevægelser. Flere af hans skulpturer indgår som en del af en større helhed, grænserne mellem billedhuggerarbejdet og det arkitektoniske glider sammen, det ses fx i Peterskirkens St. Peters Trone, 1657-66 og bronzebaldakinen eller tabernaklet over pavealteret, der har en dynamik og vældighed, der korresponderer med rummet.
De fleste af Berninis skulpturarbejder er en kombination af hvid og farvet marmor, af stukarbejder og bronze.
Bernini skrev også komedier og malede en række billeder heraf flere selvportrætter.

Bernini, Gian/Giovanni Lorenzo (1598-1680). Italian sculptor, architect and painter, generally considered the greatest artist of the Roman Baroque. Bernini was born in Naples, and he died in Rome. In 1906 he went to Rome with his father Pietro Bernini, his teacher and a talented sculptor of the time.
Quite a few of Bernini's early statues, e.g. "Pluto and Proserpina"/"The Rape of Proserpina", 1621-22, and "David", 1623-24, were executed for one of the most important patron of art Cardinal Scipione Borghese - Bernini was also patronized by the powerful Barberini family.
Bernini worked mainly in Rome, partly for private patrons and partly at St. Peters Basilica, where he was the leading architect and sculptor for alternating popes.
In St. Peters Basilica Bernini was responsible for the majority of the Baroque interior e.g.: The bronze tabernacle/baldachin over the high altar built to fill the space beneath the cupola. The Throne of St. Peter/The Chair of Saint Peter in the apse. The Scala Regia (a magnificent staircase connecting St. Peters Basilica to the papal apartments. The equestrian statue of Constantine. Saint Peter's Square and the Colonnade.
Some of Bernini's most famous sculpture groups are: "The Ecstasy of Saint Teresa" 1645-52, Cappella Cornaro in the baroque church Santa Maria della Vittoria, Rome. The Fountain with Elephant and Obelisk, 1667-69, Piazza Minerva. "The Fountain of the Four Rivers" Piazza Navona, 1648-51, representing the four continents known at the time and their rivers, The Danube (Europe), The Ganges River (Asia), The Nile River (Africa), The River Plate/Río de la Plata, (America) - the fountain was a co-operation between artists - Bernini their supervisor.
In the period 1658-1670 Bernini designed three churches: San Tommaso di Villanova in Castel Gandolfo, a small town in the Alban Hills outside Rome dominated by the Papal summer residence, Santa Maria dell'Assunzione in Ariccia south east of Rome and Sant'Andrea al Quirinale in Rome.
In 1665 Bernini was invited to Paris by Louis 14 to finish designing the Louvre, his plans were not approved. He executed an equestrian statue

Tabernaklet, 1624-33,
Peterskirken
The Baldachin, 1624-33,
St. Peter's Basilica.

of the Sun King (le Roi Soleil), 1669-70, not a very elegant equestrian statue, the horse is chocked up under the belly and appears more down-to-earth than presumably originally intended. Back in Rome Bernini continued his work at St. Peters Basilica.
Bernini's sculptures are identical with expressive energy, the theatrical ("The Ecstasy of Saint Teresa"), dynamics, monumentality, strength, temperament - the great feelings. Bernini also wrote comedies and executed a series of paintings among these several self-portraits.

Bernini-portrait-baroque.jpg (23705 byte)

914-Bernini-Peterspladsen-Rytterstatue.jpg (47380 byte)

1 "Selvportræt"/"Self-Portrait". 2 St. Peters trone, 1657-66, Peterskirken/The Throne of St. Peter, 1657-66, St. Peter's Basilica. 3 Tabernaklet, 1624-33, Peterskirken/The Baldachin, 1624-33, St. Peter's Basilica. 4 Scala Regia, 1663-1666, den monumentale paradetrappe, der forbinder Peterskirken med Vatikanpaladset/The Scala Regia at the Vatican Palace, 1664. 5 Kolonaden, 1656-67, Peterskirkens "fangearme", der fører mennesket ind i kristenheden/The Colonnade of St. Peter's Basilica, 1656-67. 6 Rytterstatue af Ludvig d. 14./Equestrian Statue of King Louis XIV. 7 Bernini's kolonade, Peterspladsen og rytterstatue af Ludvig d. 14., Versailles/Bernini's Colonade, St. Peters Square, Rome and Equestrian Statue of King Louis XIV, Versailles. 8 "David", ca. 1623, udført for Cardinal Scipione Borghese, Galleri Borghese, Rom/"David", c.1623, for Cardinal Scipione Borghese, Galleria Borghese, Rome. 9 "Den hellige Thereses Ekstase", 1645-52, S. Maria della Vittoria, Rom/"Ecstasy of St Theresa", 1645-52, S. Maria della Vittoria, Rome. 10 "Proserpinas Rov" ("Pluto og Proserpina"), 1621-22, Galleri Borghese, Rom/"Pluto and Proserpina" ("The Rape of Proserpina"), 1621-22, Galleria Borghese, Rome.

"Rytterportræt af Hertugen af Lerma, 1603, Museo del Prado, Madrid.
"Equestrian Portrait of the Duke of Lerma", 1603, Museo del Prado, Madrid.

	Rubens, Peter Paul (1577-1640) - Flamsk maler, født i Siegen, Westfalen, Tyskland og voksede op i Køln og Antwerpen i Belgien. Fra 1591-98 studerede han under de flamske malere: barokmaleren Tobias Verhaecht, manieristen Otto van Veen og Adam van Noort. I 1600 fik han ansættelse hos Vincenzo I Gonzaga, hertugen af Mantua i Italien, og var ansat der i ca. 9 år. Fra 1601-02 arbejde han i Rom med tre altertavler, bestilt af ærkehertug Albrecht, til kirken Santa Croce in Gerusalemme. Fra 1603-05 var han i Genua, hvor han udførte portrætter og altertavler. I 1605 var han hertugens udsending til Kong Philip d. 3 af Spanien. I årene i Italien så han de tidligere barokarbejder af samtidige italienske malere fx Annibale Carracci og Caravaggio, og i perioden skabte han nogle af sine fineste portrætter - opgaver fra forskellige italienske fyrstehoffer. Rubens vendte tilbage til Antwerpen i forbindelse med sin mors dødsleje. I 1609 giftede han sig med Isabella Brandt, og da hun døde giftede han sig med den 16-årige Helene Fourment, som blev hans foretrukne portrætmodel. I Antwerpen ansatte byens borgmester ham som maler, og han blev også engageret som hofmaler af den østrigske ærkehertug Albert. Som den mest prominente Antwerpen-maler havde Rubens et stort værksted, hvor han udførte bestillinger for store religiøse ordner fra De Spanske Nederlande (Belgien), Frankrig og Tyskland. Han arbejde for spanske og engelske mæcener, blandt dem Kong Charles d. 1., loftsmalerierne i Whitehall i London, 1630-34, og den franske dronning Marie de’ Medici (Kong Henry d. 4.'s anden kone og datter af storhertugen af Toscana Francesco de’ Medici), "Marie de’ Medici's liv", 1622-25, Louvre, Paris, serie på 21 billeder malet til Luxembourg-palæet i Paris. I sine første værker var Rubens inspireret af Michelangelos muskuløse figurer og Caravaggios belysning (clair-obscur), senere af Tizian's lyriske udtryk.

	Rubens, Peter Paul (1577-1640). Flemish painter. Rubens was born i Siegen, Westphalia, Germany as son of a lawyer, he grew up in Cologne in Germany and Antwerp in Belgium. From 1591-98 Rubens had studied under the Flemish painters: the Baroque painter Tobias Verhaecht, the Mannerist painter Otto van Veen and Adam van Noort. In 1600 he was offered employment by Vincenzo I Gonzaga, the Duke of Mantua, Italy, who employed Rubens for about nine years. From 1601-02 Rubens was in Rome producing three altarpieces for the crypt chapel of St. Helena in Santa Croce in Gerusalemme commissioned by Archduke Albrecht. From 1603-05 he worked in Genoa as a portraitist and painter of altarpieces. In 1605 he served as the duke's emissary to King Philip 3. of Spain. During his years in Italy, Rubens saw the early baroque works of the contemporary Italian painters Annibale Carracci and Caravaggio, in his Italian

period he produced some of his finest portraits at various princely Italian courts. In 1608 Rubens returned to Antwerp to his mothers deathbed. In 1609 he married Isabella Brandt and remarried after her dead the 16 year old Helene Fourment, who became his preferred portrait model. In Antwerp he was employed by the mayor of the town, at the same time he was engaged as court painter to the Austrian archduke Albert. As the most prominent painter of Antwerp, Rubens maintained a large workshop, where he produced commissions for major religious orders of the Spanish Netherlands (Belgium), France and Germany. He worked for Marie de' Medici, queen of France (second wife of King Henry 4. and daughter of Francesco de' Medici, grand duke of Tuscany), as well as Spanish and English patrons among them King Charles 1.
In his early works Rubens was influenced by Michelangelo's muscular figures and the lighting of Caravaggio, later by Tizian's lyrical expressions.
.

	"Kekrops døtre finder Erichtonius"* ca. 1616, Liechtenstein Museum, Wien. "Daughters of Cecrops Finding the Infant Erichthonius"*, c.1616, Liechtenstein Museum, Vienna

	Den græske myte om Kekrops, Attica's første konge, halv mand halv slange, han skulle være født ud af jorden. Han havde tre døtre Aglauros, Pandrosos og Herse. Kekrops blev betragtet som grundlæggeren af den græske kultur og byen Athen. Erichtonius, konge af Athen, født ud af jorden og havde en slangehale. Han var søn af Moder Jord, Gaia, og hun gav ham til Athena, som skjulte ham i en kurv og gav kurven til Kekrops døtre med advarsel om, at de ikke måtte åbne den, hvilket de gjorde og så et barn omslynget af en slange. Athena tog Erichtonius med til sit tempel, hvor han voksede op, slangen blev hellig for hende.

	The Greek myth of Cecrops, The first king of Attica who was half man half snake, he was believed to have been born out of the earth. He had three daughters Aglauros, Pandrosos and Herse. Cecrops was considered to be the founder of Greek civilization and the city of Athens. Erichtonius, mythical king of Athens, born out of the earth and had a snake's tail. He was the son of The Earth Mother Gaia, and was given to Athena, who hid him in a basket, and she took the basket to the daughters of Cecrops, warning them not to open it, which they still did, and they saw a child intertwined with a snake. Athena then took Erichthonius to her temple, the snake became holy to her.

35-Rubens-Madonna-with-Chil.jpg (109736 byte)

Rubens-selfportrait-baroque.jpg (15032 byte)

1	Udsnit af "Madonna med helgener", ca. 1638-1640, St. Jacobs Kirke, Antwerpen, Belgien. Detail "Madonna with the Saints", c.1638-1640, St. Jacobs Church, Antwerp, Belgium.
2	Udsnit af "Tilbedelse af Jesusbarnet", Pinacoteca Civica Fermo, Italien/Detail "Adoration of Infant Jesus", Pinacoteca Civica Fermo, Italy.
3	Udsnit fra "Tre musicerende engle", ca. 1615-20, Liechtenstein Museum, Wien. Detail "Three Music-Making Angels", c.1615-20, Liechtenstein Museum, Vienna.
4	"Venus foran spejlet" ca. 1614/"Venus in front of the Mirror" c.1614.
5	"Selvportræt"/Self-portrait.

"Ecce Homo", (lat. se hvilket menneske), Kristus med tornekrone og purpurkappe.

"Ecce Homo", Christ wearing the crown of thorns and the purple robe.

Ecce Homo. Johannesevangeliet 19,1-7: Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede sig foran ham og sagde: "Hil dig, jødernes konge!" og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: "Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig" Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: "Se, her er manden!" [Ecco Homo] "Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: "Korsfæst ham, korsfæst ham!" Pilatus sagde til dem: "Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig." Jøderne svarede: "Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn."

Ecce Homo: Saint John's Gospel 19:1-7: Then Pilate took Jesus and scourged him. And the soldiers plaited a crown of thorns, and put it on his head, and arrayed him in a purple robe; they came up to him, saying, "Hail, King of the Jews!" and struck him with their hands. Pilate went out again, and said to them, "See, I am bringing him out to you, that you may know that I find no crime in him." So Jesus came out, wearing the crown of thorns and the purple robe. Pilate said to them, "Behold the man!" [Ecce Homo] "When the chief priests and the officers saw him, they cried out, "Crucify him, crucify him!" Pilate said to them, "Take him yourselves and crucify him, for I find no crime in him. "The Jews answered him, "We have a law, and by that law he ought to die, because he has made himself the Son of God."

Caravaggio, Michelangelo Merisi da (1573-1610). Italiensk maler. Født i Caravaggio nær Milano, Lombardiet, som søn af arkitekten for markisen af Caravaggio, Fermo Merisi. Caravaggio blev forældreløs som 11-årig. Hans korte liv blev turbulent.
Caravaggio introducerede kraftige forkortninger og først og fremmest clair-obscur teknikken (chiaroscuro), en dramatisk kontrast mellem lys og mørke - mørket skjuler, lyset afslører. Han var fascineret af det dramatiske øjeblik. Han malede verdslige og religiøse kompositioner, hans religiøse emner betonede det melankolske, smerte og død, på nogle måder svarede hans billeder til manieristernes billeder med de forvrængede proportioner og langlemmede figurer, imidlertid indeholdt Caravaggios billeder realistiske aspekter. Fra 1584-88 var Caravaggio elev af Simone Peterzano i Milano, en elev Tizian. I 1592 rejste han til Rom, hvor han arbejdede hos Giuseppe Cesari (Cavaliere d'Arpino). Caravaggio var konstant under anklage for fx vold og bagvaskelse, og i 1606 var han involveret i mord og flygtede til Napoli - senere tvang hans voldsomme adfærd ham at flygte til Malta, Syrakus, Messina, Palermo og igen til Napoli. Paven benådede ham.

Caravaggio, Michelangelo Merisi da (1573-1610). Italian painter. Born in Caravaggio near Milan, Lombardy as the son of the architect of the Marquis of Caravaggio, Fermo Merisi. He was left an orphan at 11 years of age. His short life became turbulent and violent.

"Judith halshugger Holofernes"/"Judith Beheading Holofernes", 1598-1599, Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rome.

Caravaggio introduced powerful foreshortening and first and foremost the clair-obscure effect (chiaroscuro), a dramatic contrasts of light and dark - the darkness hide, the light reveal. He painted secular and religious compositions - his religious subjects emphasized melancholy, pain and death, in some ways his paintings were similar to the Mannerists paintings with its twisted proportions and long-limbed figures, however Caravaggio paintings contained realistic aspects.
From 1584-88 Caravaggio was apprenticed to Simone Peterzano in Milan, a pupil of Titian. In 1592 he went to Rome, where he entered the employ of the painter Giuseppe Cesari (Cavaliere d'Arpino).
Caravaggio was constantly under accusations of e.g. assaults and defamations, and in 1606 he was involved in murder and he fled to Naples - later his violent behaviour forced him to fled to Malta, Syracuse, Messina, Palermo and again to Napel. The Pope pardoned him.

"St. Peters Korsfæstelse"/"The Crucifixion of Saint Peter", 1601. Cerasi Chapel, Santa Maria del Popolo, Rome.
Klik her for forstørrelse/Click here for enlargement.

"Medusa", 1598, Galleria degli Uffizi, Florence.

"Bacchus", 1597, Galleria degli Uffizi, Florence.

"Matthæus' martyrium"/"The Martyrdom of St. Matthew", 1600, San Luigi dei Francesi, Rome.
.

"Matthæus' kaldelse"/"The Calling of St. Matthew", 1600, San Luigi dei Francesi, Rome.

"Ecce Homo", ("Se hvilket menneske"), Kristus med tornekrone og purpurkappe/ "Ecce Homo", ("Behold the Man"), Christ wearing the crown of thorns and the purple robe, 1600, Palazzo Rosso, Genua/Genoa, Italy.
.

"Johannes Døberen"/"St. John the Baptist", 1602, Kapitolmuseet, Rom/The Capitoline Museums (Musei Capitolini), Rome.

Udsnit af "Piskningen af Kristus"/Detail from "The Flagellation of Christ", 1607, Museo di Capodimonte, Napoli/Naples, Italy.

Caravaggio-Portrait-Renaissance.jpg (20106 byte)

Ottavio Leoni: "Portræt af Michelangelo Meresi da Caravaggio", 1621.

Ottavio Leoni: "Portrait of Michelangelo Meresi da Caravaggio", c. 1621.

"Måltidet i Emmaus"/"Supper at Emmaus", 1601, The National
Gallery, London.

"Narcissus", 1590,
Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rome.

"St. Katarina fra Alexandria"/"St. Catherine of Alexandria", c. 1597,

Museum Thyssen-Bornemisza, Madrid.

"Falskspilleren"/

The Cardsharps",
c. 1594, Kimbell Art Museum, Fort Worth, Texas.

"Jomfru Marias død"/"Death of the Virgin", 1605-1606, Musée du Louvre, Paris.

"Opvækkelsen af Lazarus"/

"The Raising of Lazarus", 1609, Museo Regionale, Messina.

"Dreng med en frugtkurv"/"Boy with a Basket of Fruit", c. 1593, Galleria Borghese, Rome.

"Halshugningen af Johannes Døberen"/

"The Beheading of Saint John the Baptist", 1608, Oratory of the St John's Co-Cathedral, Valletta.
.

Loftsfreske i Kejsersalen, bryllup mellem kejser Friedrich Barbarossa og Beatrix af Burgund i 1156, 1750-1753.

Ceiling fresco, Emperor's Hall, Wedding ceremony of Emperor Friedrich Barbarossa and Beatrix of Burgundy in 1156, 1750-1753.

Tiepolo, Giovanni Battista/Giambattista/ Jean-Baptiste , født 1696 i Venedig, død 1770 i Madrid. Italiensk senbarok maler og tegner, ud over fresker udførte han et stort antal olieskitser, tegninger og ætsninger samt adskillige altertavler til venetianske kirker. Han var en mester i illusionisme og det teatralske, i de store bevægelser og klare lyse farver.
Tiepolo blev uddannet i Venedig, han var elev af Gregorio Lazzarini og inspireret af Sebastiano Ricci, Piazzetta og Bencovich, og han genopdagede den italienske renæssancemaler Paolo Veronese, en stor kunstner af den venetianske skole (sædvanligvis karakteriseret ved deres leg med lys og farve). I 1719 giftede Tiepolo sig med Cecilia, Francesco Guardi's søster, hun fødte ni børn, to af dem Giovanni Domenico og Lorenzo, blev kunstnere og arbejdede i deres fars værksted.
Tiepolo begyndte tidligt at udføre bestillingsarbejder for Venedigs regent Dogen og andre venetianske familier. I 1726 arbejde han for ærkebiskoppen af Udine og året efter for adelsfamilier i Milano, Bergamo og Verona.
Fra 1750-53 malede han sine berømte fresker til barokpaladset i Würzburg i Tyskland - i slutningen af 2. verdenskrig blev Würzburg paladset delvis ødelagt af bomber, men lofterne forblev uskadte. I 1755 blev Tiepolo formand for Accademia Veneziane de Pittura. I

1762 blev han ansat som hofmaler hos Karl d. III (1762-70) - hans sønner var hans medarbejdere, de udførte en serie af loftsfresker og altertavler i kongeslottet i Madrid. I 1768 blev han udnævnt til professor i anatomi ved Accademia di San Fernando, han døde pludselig efter, at han havde modtaget en bestilling på en stor freskedekoration.
Mange af Tiepolo's mest berømte værker er nu i Madrid og Würzburg, men den næsten ukendte by Udine kan markedsføre sig på, at det var her i bjergene Tiepolo oplevede den usædvanlige klarhed og glans, som kendetegner farverne i hans billeder.
.

Tiepolo, Giovanni Battista/Giambattista/Jean-Baptiste (born 1696 in Venice - died 1770 in Madrid). Italian late Baroque painter and draftsman, in addition to frescoes he produced a large number of oil sketches, drawings, and etchings, as well as several altarpieces for Venetian churches. He was a master of the illusory and the theatrically, grand gestures and vivid colors.
Tiepolo was educated in Venice, he was apprenticed to Gregorio Lazzarini and influenced by Sebastiano Ricci, Piazzetta, Bencovich and he rediscovered Paolo Veronese the Italian Renaissance painter, a great master of the Venetian school of painting (usually characterized by their soft play of light and color). In 1719 he married Cecilia, the sister of Francesco Guardi, she gave birth to nine children, the two of them Giovanni Domenico and Lorenzo became painters and their father's, the elder Tiepolo's, chief assistants. Early Tiepolo had executed commissions for the Doge and other families in Venice. In 1726 he worked for the archbishop of Udine and the following years for noble families of Milan, Bergamo and Verona.
After 1750 he worked outside Italy for the first time. From 1751-53 he painted his famous frescoes in the Würzburg Residence in Germany - a Baroque palace. At the end of World War II, the Residence was partly wrecked by bombs, the ceilings did survive.
In 1755 he became president for Accademia Veneziane de Pittura. In 1762 he became court painter of Charles III (1762-70) - he was followed by his sons, and they executed a series of ceiling frescoes and altarpieces in the royal palace in Madrid. In 1768 he was appointed professor of anatomy at Accademia di San Fernando, he suddenly died after he had received an order for a great fresco decoration.
Many of Tiepolo's most famous works are now in Madrid and Würzburg, but only Udine can claim that the extraordinary clarity and brilliance of his colors may have been something he first saw in the mountains of this almost unknown town.

Versailles

Schönbrunn

Würzburg

*Würzburg residensen blev tegnet af arkitekten Baltazar Neumann (1720-44), grundlagt 1720 under Johann von Schönborn, der tilhørte den i tiden væsentligste mæcenfamilie, det er bygget under fyrstbiskopperne Freidrich Carl von Schönborn (1729-46) og Carl-Philip von Greiffenclau (1749-54), der fortsætter Schönborns mæcenvirksomhed. Würzburg er en manifestation af kejsermagten, og efter Versailles og Schönbrunn er Würzburg den betydeligste herskabsarkitektur i Europa. Würzburg indeholder en kejsersal og et trappehus med udsmykninger af Tiepolo samt en gardesal/hvid sal med stukkatur af Antonio Bossi. I residensen ses en kejserikonologi.

Kejsersalen (1741-42) udsmykket af Tiepolo 1750-52. Kejsersalen er slottets hjerte, et stort ovalt rum i hvidt, guld, pastelfarver og lysstrålende med hvidpudset hvælv i marmor og stuk. Rummet er slutningen af modtagelsesaksen: trapperum - hvide sal - Kejsersal. I freskerne ses to statshandlinger fra Würzburgs middelalder-glanstid: Kejser Barbarossas bryllup med Beatrix af Burgund 1156 og Würburgerbiskoppens ophøjelse til hertug 1168 (kejser Barbarossas kroning). Biskopfigurerne i begge historier har Greiffenclaus's træk. Fri himmel øverst i fresken - Beatrix føres til Barbarossa af Apollon i Solvogn. Der spændes bue fra middelalderen til samtiden (middelalderfigurer i samtidens tøj). Verdslig og sakral magt slås sammen = samme person (Barbarossa giver biskoppen den fyrstelige magt). Der er tale om et "Gesamt-maleri", arkitektur, skulptur og maleri er i dette rum vævet sammen. Rocaillen i vægfelterne har her funktion som sekundært dekorationselement, 3/4 af søjlerne er primært dekorationselementer. Kejsersalen er ikke nogen egentlig kejsersal, der vises ikke noget herskergalleri. Tæppet til bryllupsscenen er Bossi-stukkatur, det er tredimensionalt, en scene, stukdraperiet er malet ud over rammekanten, freskerne viser scenedybet, figurerne stiger også ud af scenen, ud på gesimsen. Freskernes blå himmel, blå og vinrøde dragter er kontrast til væggens søjleorden og gule vægfelter. Genius Imperii: personifieret ved Apollon i solvogn, Barbarossa og bruden Beatrix.

Trapperummet er 4 stokværk høj, overgangen fra vestibule til trapperum er 4 søjlepar, der bærer en stor vægt. Tiepolo's fresker har ingen illusionistisk rumudvidelse, men giver en historisk legitimation af Würzburg-bispens landsfyrstelige stilling - dog præg af vision i den indvævede rocailleornamentik. Fyrstbiskop Greiffenclau var tilfreds med Tiepolo's arbejder i Kejsersalen og bad ham male trappehusloftet. Trappemaleriet kan ikke ses på en gang - helt i Tiepolo's ånd, han elskede at overraske, halvt oppe af trappen åbner sig en kosmisk verden med Apollon (solens, musikkens og sandhedens gud) i sin stråleglans over sit tempel med genier ved sine fødder som holder fx fakler, bevingede væsener fører en ganger ud af de dunkle skyer, bærer tøjler, som de giver den på, en putti spænder en vogn for. På en gråblå natsky sidder Mars. Venus ses på et tæppe omgivet af duer og eroter (kærlighedsguder). Afsnit af dyrekredsen ses. Genier bærer det laurbærkransede fyrsteportræt med krone og våbendyr - omkranset af en blafrende purpurkappe med hermelinfoer. Ovalrammen sidder præcis i kortsidens midte (eneste gang den akse betones), det danner spidsen i Europafreskens levende komposition, der indeholder de forskellige kunstarter. Maleriet viser også en verdensanskuelse (der ses for

første gang i middelalderen). Middelalderens driftsmenneske erstattes af bevidsthedsmennesket (humanismen). I Tiepolos verdensbillede har himmel/jord, religiøst/profant, antikt/samtidig fundet sammen i en højere enhed. En figur peger præcis der hvor Würzburg ligger (Europafrisen), Würzburg er således verdens midtpunkt, vidner om verdens foranderlighed, ikke et bestemt midtpunkt - subjektivisme - midtpunktet der hvor MAN er. Egentligt må Vürzburg-hoffets forherligelse symbolisere hele Europa. Tiepolo har fremstillet sig selv og sønnen Domenico i den plastiske hjørnefyldningsvinkel.
Trappehusfresken er en blanding af oplysningstid og barok/rokoko forherligelse. Der er geografiske korrekte detaljer. De 4 verdensdele hylder fyrst Greifenclau.
Europa er det væsentligste af billederne, det indrammes af to stukfigurer (Purpurfarven er den fyrstelige farve). Europafresken viser at Europa er den kultiverede verdensdel, der er allegorier over de skønne kunstner. Korset symboliserer kristendommen. Kvinden der symboliserer Europa, er den tronende dronning, der holder et scepter. Til venstre ses Tiepolo selv.
Afrika, karavanernes og handelens land, er symboliseret ved en kvinde, der rider på en kamel. Asien er symboliseret ved en kvinde ridende på en elefant. Kvinden der symboliserer Amerika er prydet med fjer og bærer en bue over højre skulder, hun sidder på en alligator. Amerika er den vildeste af de fire verdensdele og modsat Europa. Amerika er de evige jagtmarker - kvinden har europæiske (og maskuline) træk. Tiepolo's udsmykning af Trappehuset stod færdig i 1753, det er i rokoko-ånd.

1-2

Loftsfreske Kejsersalen, Würzburg* 1751-53/Ceiling fresco, Emperor's Hall, Würzburg Residence", 1750-53.

3-4

Freske i Kejsersalen, "Apollons solheste", 1750-1753. Fresco in the Emperor's Hall, "Apollo's sun horses", 1750-1753.

5-6

Loftsfreske i Kejsersalen, bryllup mellem kejser Friedrich Barbarossa og Beatrix af Burgund i 1156, 1750-1753.

Ceiling fresco, Emperor's Hall, Wedding ceremony of Emperor Friedrich Barbarossa and Beatrix of Burgundy in 1156, 1750-1753.

Freske i Kejsersalen, Apollon fører Beatrix af Burgund til brudeskamlen hos kejser Barbarossa, 1750-1753.
Cieling fesco, Emperor's Hall, Apollo leads Betrix of Brugund the emperor Friedrich Barbarossa as a bride too, 1750-1753.

8-9

I freske i trapperummet indgår et selvportræt af Tiepolo. Self-portrait of Tiepolo in the main staircase ceiling fresco.

Hyldest til den venetianske Pisani familie, ca. 1760, Villa Pisani, Strà (beliggende mellem Padova og Venedig).

The Apotheosis of the Venitian Pisani Family, c. 1760, Villa Pisani, Strà (situated between Padua and Venice).

"Education of the Virgin", c. 1732, church of Santa Maria della Fava, Venice.

12-13

"Sarah og englen", 1727, Palazzo Vescovile (tidl. biskoppalads) Udine, Italien.

"Sarah and the Angel", 1727, the former Patriarchal Palace, Palazzo Vescovile, Udine, Italy.

"Korsfæstelsen", 1745-50, Saint Louis Art Museum, Missouri, USA/"The Crucifixion", Saint Louis Art Museum, Missouri, USA.

"Tornekroning", ca. 1745-1750, Hamburger Kunsthalle/"Crown of Thorns", c. 1745-1750, Hamburger Kunsthalle, Germany.

Skitse til "Venus og Vulcan", 1765-66, Philadelphia Museum of Art/Sketch for "Venus and Vulcan", 1765-66, Philadelphia Museum of Art.

"Floras Imperium" ca. 1743, M. H. de Young Memorial Museum, San Francisco./"The Empire of Flora", c. 1743, M. H. de Young Memorial Museum, San Francisco.

"Rinaldo og Armida overraskes af Ubaldo og Carlo", 1755, The Art Institute of Chicago.

"Rinaldo and Armida Surprised by Ubaldo and Carlo", 1755, The Art Institute of Chicago.

Historien om Armida og Rinaldo er fra renæssancedigtet fra 1581 "La Gerusalemme liberata" skrevet af den italienske digter Torquato Tasso. Digtet omhandler det første korstog (1097-1099) hvis igangsætter var Pave Urban II, der på kirkemødet i Clermont i Sydfrankrig i 1095 opfordrede tilhørerne til at tage korset og drage i krig mod de vantro muslimer i Jerusalem og lovede syndsforladelse til korstogsridderne. Nyheden om Jerusalems erobring nåede ikke til paven i Italien, der døde kort efter erobringen fandt sted. I Tassos digt beskrives riddernes trængsler. Armida er en hedensk troldkvinde og niece af Kong Idraote og Rinaldo er den kristne ridder. Armida får til opgave at forføre de kristne riddere, så de glemmer deres forehavende. Da hun skal til at dræbe den sovende Rinaldo forelsker hun sig i ham og holder ham som gidsel i sin fortryllede have i Syrien. Rinaldo forelsker sig i Armida. Han opdages af ridderne Ubaldo og Carlo og indser, at han har været fortryllet og forlader Armida, der prøver at hindre ham uden held.
I en serie på fire malerier illustrerede Tiepolo Tasso's digt.

"Officerer i Amsterdams borgervæbning under ledelse af kaptajn Reynier Reael og løjtnant Cornelis Michielsz Blaeuw" alias "Det magre kompagni" fordi de portrætterede forekom bemærkelsesværdige magre, 1637, Rijksmuseum Amsterdam. Maleriet af skyttekompagniet blev fuldført af Pieter Codde (1599-1678) fordi Hals nægtede at rejse til Amsterdam for at male efter modeller.

"Officers of the Company of the Amsterdam Crossbow Civic Guard under Captain Reynier Reael and Lieutenant Cornelis Michielsz Blaeuw" aka "The Meagre Company" because the figures portrayed all appear remarkably thin, 1637, Rijksmuseum Amsterdam. Pieter Codde (1599-1678) finished the painting because Hals refused to come to Amsterdam for sittings.

	Hals, Frans (1581/85-1666). Hollandsk maler, født i Antwerpen i Belgien. Hans forældre forlod det sydlige Holland, fordi de var protestanter og bosatte sig i den hollandske by Haarlem. Hals formodes at have været elev af den hollandske maler Karel van Mander. Hans kunst var inspireret af den samtidige flamske maler Peter Paul Rubens, og den ældre italienske maler Caravaggios realisme og dennes koncentration om det dramatiske øjeblik. Hals var den førende maler i 1600-tallets Haarlem, han malede nogle scener fra hverdagslivet, men først og fremmest individuelle portrætter og gruppeportrætter som fx borgerhære, loger og laug. Et stort antal at Hals' arbejder kan ses på Frans Hals Museet i Haarlem, blandt dem det store gruppeportræt "Banket for officerer i St. Georg's borgerhær" og flere andre. I sine alderdom levede Hals af godgørenhed fra det kommunale fattighus, hvis ledere han havde portrætteret i et gruppeportræt.

	Hals, Frans (1581/85-1666). Dutch painter born in Antwerp, Belgium. His parents had left the southern Netherlands because they were Protestants and had settled in the Dutch city of Haarlem. Hals supposed to be apprentice to the Dutch painter Karel van Mander. His art was influenced by the contemporary Flemish painter Peter Paul Rubens, and the elder Italian painter Caravaggio's realism and his concentration on the dramatic moment. Hals was the leading painter in 17th century Haarlem, he painted some scenes of everyday life, but first and foremost individual portraits and group portraits such as civic guards, lodges and guilds.

Many of his works can be admired in the Frans Hals Museum in Haarlem, among these large format group portraits: Banquet of the Officers of the St George Civic Guard, 1616 (on stamp). Banquet of the Officers of the St George Civic Guard Company, 1627. Officers and Sergeants of the St Hadrian Civic Guard, 1633. Officers and Sergeants of the St George Civic Guard Company, 1639. Regents of the St Elizabeth Hospital of Haarlem, 1641. The renowned Group Portraits of paupers: Regents of the Old Men's Almshouse, 1664. Regentesses of the Old Men's Almshouse, 1664. In his old age, he lived on charity given by the municipal almshouse, whose board of governors he painted.

"Bajads med lut", 1624-1626, Louvre, Paris. "Buffoon with a lute", 1624-1626, Musée du Louvre, Paris.

"Sigøjnerinde", ca. 1628-30, Louvre, Paris. "The Bohemian", c. 1628-30, Musée du Louvre, Paris.

"Den lystige dranker"/"The merry drinker", ca. 1628-1630, Rijksmuseum Amsterdam.

"Banket for officerer i St. Georgs borgervæbning i Haarlem", 1627, Frans Hals Museet i Haarlem, Nederlandene.

"Banquet of the Officers of the St George Civic Guard in Haarlem", 1627, Frans Hals Museum, Haarlem, The Netherlands.

Udsnit af "Banket for officerer i St. Georgs borgervæbning", 1616, Frans Hals Museet i Haarlem, Nederlandene.
Detail of "Banquet of the Officers of the St George Civic Guard", 1616, Frans Hals Museum, Haarlem, The Netherlands.

Portræt af den hollandske håndværker Willem van Heythuijsen, 1634. Portrait of Dutch tradesman Willem van Heythuijsen, 1634.

"Malle Babbe" alias "Haarlemheksen", en værtshusholderske, ca.1630, Gemäldegalerie, Berlin.
"Malle Babbe" aka "The Witch of Haarlem", a tavern owner, c.1630, Gemäldegalerie, Berlin.

"Den leende kavaler", 1624, Wallace Collection, London. "Laughing Cavalier", 1624, Wallace Collection, London.

"Banket for officererne af St. Hadrians borgervægning", ca. 1633, Frans Hals Museet i Haarlem, Nederlandene.

"Banquet of the Officers of the St. Hadrian Civic Guard Company" c. 1633. Frans Hals Museum, Haarlem, The Netherlands.

"Familieportræt i landskab/"Family Portrait in a Landscape".


	"Aurora", 1613-1614, loftsfresko i Galleria Pallavicini Rospigliosi, Rom. Se hele billedet, klik her. "Aurora", 1613-1614, Galleria Pallavicini Rospigliosi, Rome. View full size image, click here.

Reni, Guido (1575-1642). Italiensk kunstner. Han blev født i Bologna og døde sammesteds. Oprindeligt ønskede han at blive musiker, som der var tradition for i familien, men blev i stedet elev af manieristen Dionysius (Denis) Calvaert (ca. 1540-1609), en flamsk maler i Bologna, kaldet flamlænderen, der var en søgt lærer. Senere, omkring 1595, blev han elev hos Lodovico Carraccis, en læretid, der fik afgørende indflydelse på Renis malemåde. Carracci tog afstand fra manierismen og tilskyndede til tilbagevending til højrenæssancens formsprog. I 1598 vandt Reni en udsmykningskonkurrence i anledning af Pave Clemens VIII's besøg, og valgtes allerede næste år til Consiglio della Congregazione dei Pittori i Bologna (malerlaugets råd). Reni have en frygt for kvinder, der udviklede sig til en tvangsforestilling om, at en mindste berøring ville forgifte ham. I begyndelsen af 1600-tallet tilbragte Reni en stor del af sin tid i Rom. Caravaggios billeder overhvælede ham. I "St. Peters korsfæstelse" fra omkring 1603, forsøgte han at imitere Caravaggios figurer i styrke og muskelkraft samt den dramatiske skyggevirkning (se billede 16), og samtidig forsøgte han at bibeholde den bolognesiske klassicisme i figurernes positur og kompositionens symmetri, imidlertid opgav han de vanskeligt forenelige bestræbelser. Omkring 1609, året Annibale Carracci døde, afløste Reni ham som Roms førende klassicistiske barokmaler. Aurorafresken er berømt for sin sprøde hellenistiske elegance. Efter Reni vendte tilbage til Bologna i 1614 betonede han

mere og mere formalismen fx i "Atalanta og Hippomenes" (se billede 12) hvor to kølige upersonlige nøgenfigurers bevægelser er fastfrosne og figurerne fremstår som antikke marmorstatuer. Senere udviklede Reni det 1600-tals kritikkerne kaldte hans anden stil, hvor der ikke længere ses fx detaljerede folder i klæderne, men hvor det er farverne fremfor linjen, der har betydning, farven blev lagt på med tynde lette penselstrøg.
Reni var i Rom 1600-03, 1607-14 og sidste gang 1627, levede ellers i Bologna, som han fremfor nogen anden repræsenterer i malerkunsten. Han er tidens modemaler, nød beundring og blev også siden betragtet som et af de store forbilleder, til gengæld forkætret i nyere tid, men han var ikke blot en overlegen og virtuos maler, der tilsyneladende forstod at imødegå publikums smag. I sin kunst forener han mange kvaliteter så som beherskelse af formen, sentimentalitet og patos, sensualisme og mystik. Ved sin stærke appel til beskueren kan han virke udvendig, men hans billeder rummer meget forfinet poesi, det viser sig både i subtile kompositionelle rytmer, lysets udtrykskraft og kolorittens sølvtoner.

"Deianiras bortførelse", 1620-21, Louvre, Paris.
"Abduction of Deianira", 1620-21, Musée du Louvre, Paris.

2-3

"Den Hellige Dominik", 1613-1615, Basilica of Saint Dominic, Bologna, Italien.
"The Glory of St Dominic", 1613-1615, Basilica of Saint Dominic, Bologna, Italy.

"Ærkeenglen Michael", ca. 1630, kirken Santa Maria della Concezione dei Cappuccini, Rom. Et alter med samme motiv kan ses i Peterskirken, det er
fra 1757 og en kopi Reni's billede.
"St Michael the Archangel", c. 1630, Santa Maria della Concezione dei Cappuccini, Rome.
The altar of St Michael the Archangel, 1757, in St Peter's Basilica in the Vatican are based on the painting by Reni.

"Europas rov", 1637-39, The National Gallery, London, udlånt fra Sir Denis Mahon samling.
"The Rape of Europa", 1637-39, The National Gallery, London, on loan from the collection of Sir Denis Mahon.

"Josef og Potifars hustru", 1631. "Midjanitterne solgte ham i Egypten til Faraos hofmand Potifar, chefen for livvagten" (GT, 1. Mos., kap. 37).
"Joseph and Potiphar's Wife", 1631.

"Korsfæstelsen", 1619, Galleria Estense, Modena, Italien.
"Crucifixion", 1619, Galleria Estense, Modena, Italy.

"St. Catharina", 1610-15, Kunsthistorisches Museum, Wien, Østrig.
"St Catherine", 1610-15, Kunsthistorisches Museum, Vienna, Austria.

"Møde mellem Bradamante og Fiordispina", 1632-1635, Galleria degli Uffizi, Firenze.

"Encounter of Bradamante and Fiordispina", 1632-1635, Galleria degli Uffizi, Florence.

"David med Goliaths hoved", ca. 1605, Louvre, Paris.
"David with the Head of Goliath", c. 1605, Musée du Louvre, Paris.

"Drikkende Bacchus", c. 1623, Statens Kunstsamlinger i Dresden – Malerisamlingen Gamle Mestre.
"Drinking Bacchus", c. 1623, Staatliche Kunstsammlungen Dresden, Gemäldegalerie Alte Meister (Old Masters Picture Gallery), Germany.

"Atalanta og Hippomenes", (ca.1625), Pradomuseet, Madrid.
"Atalanta and Hippomenes", (c.1625), Museo del Prada, Madrid.

"Den hellige Andreas' Martyrium", ca. 1608, kirken San Gregorio, Rom.
"The martyrdom of Saint Andrew", c. 1608, The church of San Gregorio, Rome.

Udsnit af "Hyrdernes tilbedelse", ca. 1640, The National Gallery, London.
Detail of "The Adoration of the Shepherds", c. 1640, The National Gallery, London.

"Portræt af en ældre kvinde" (la Madre, moderen), ca. 1632, Pinacoteca Nazionale, Bologna.
"Portrait of an old woman" (la Madre, the mother), c. 1632, Pinacoteca Nazionale, Bologna.

Reni og Caravaggio, "St. Peters korsfæstelse"/Reni and Caravaggio, "Crucifixion of St Peter".


	Rembrandt, selvportrætter ca. 1629 og 1661. Rembrandt, self-portraits c. 1629 and 1661.

Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669). Nederlandsk maler og grafiker. Han blev født i Leyden og døde i Amsterdam. Rembrandts far var en velhavende møller i Leyden, han ønskede mere end sønnen gjorde, at denne skulle studere ved byens universitet - det blev til et studium af kort varighed, men af betydning for Rembrandts motivvalg og dybsindige motivbehandling. Rembrandt blev efter eget ønske uddannet som maler, han fik undervisning i tre år hos maleren Jacob Swanenburch i Leyden og herefter opholdt han sig et halvt år hos den italiensk inspirerede historiemaler Pieter Lastmann i Amsterdam. I 1624 nedsatte Rembrandt sig som maler i Leyden, og udviklede sin temperamentsfulde udtryksform. I 1631 flyttede han til Amsterdam og fik
i 1632 sit gennembrud med bestillingsarbejdet "Dr. Nicolaes Tulp's anatomitime"*.
I 1634 giftede han sig med borgmesterdatteren Saskia van Uylenburgh, ægteskabet, hendes families position, betød i den efterfølgende periode en markant stigning i hans officielle anerkendelse og popularitet. Senere øgedes fordybelsen i de kunstneriske problemer, hans arbejder antog en karakter, der ikke svarede til forventningerne og kravene hos den kreds af borgere, der havde befordret hans succes - i "Nattevagten", der var bestilt som et gruppeportræt af skytter beskyldtes han for at se stort på portrætligheden og i stedet fordybe sig i barokstilens bevægelser og belysningsteknik, de dramatiske lyseffekter - Rembrandt var inspireret af Caravaggios realisme og lys. Hæren er i aktion, klar til at marchere frem på kaptajn Cocq's ordre (Cocq med den fremstrakte hånd). Ved siden af kaptajnen ses

løjtnanter. Spillet lys/skygge skaber øjebliksindtrykket. Kvinden i billedet er formentlig Saskia der døde samme år, som billedet blev færdigt (1642), der har været formodninger om, at Rembrandt malede Saskia et minde ved at portrættere hende i billedet - et minde i live. Til højre for Saskia på figurens hjelm ses egegrene, der er et sejrssymbol. Oprindeligt var der 34 personer/portrætter i "Nattevagten", men 2 blev skåret bort i 1700-tallet, fordi billedet blev skåret til, så det kunne hænge i prestigebyggeriet rådhuset på Dam-pladsen (nuværende kongeslot). Navnene på 18 af personerne er skrevet på skiltet ved byporten.
Det var normalt i gruppeportrætter, at kunstneren portrætterede sig selv yderst i højre eller venstre side af billedet. Det er uvist om Rembrandt portrætterede sig selv i "Nattevagten", men den eneste person, der kunne være Rembrandt selv ses næsten skjult midt i billedet skråt til venstre for kaptajnen, kun højre øje og næsen anes. "Nattevagtens" oprindelige titel var "Kaptajn Frans Banning Cocq's og løjtnant Willem van Ruytenburgh's milits", men da billedet i 1808 var blevet så mørkt, at det lignede en nattescene, anvendtes titlen "Nattevagten". I 1975-76 blev Nattevagten restaureret efter et hærværk med en kniv. Efter Saskias død blev Rembrandt mere isoleret og indadvendt, hans billeder blev mere lidenskabelige og reflekterende, fx i hans mange selvportrætter ses en ægte melankoli. Rembrandts kunst har på flere områder stærk tilknytning til italiensk kunst, de tidlige billeder formentlig inspireret af Lastmann, de senere af venetiansk renæssancekunst. Kendskabet til de italienske kunstnere fik han gennem sin egen samling af billeder og studier, som han købte på auktioner i Amsterdam. Størstedelen af hans samling blev solgt i 1656, da hans private økonomiske situation tvang ham til det. Senere åbnede han, for at rette op på økonomien, en kunsthandel sammen med sønnen Titus og veninden Hendrickje Stoffels.
I samtiden blev Rembrandts kunst fra de senere perioder kun værdsat af få, i 1800-tallet blev han genopdaget af romantikkens kunstnere, og placeret blandt verdenskunsten mestre.
Den danske maler Thomas Kluge er blevet kaldt en moderne Rembrandt.
.

Rembrandt Harmenszoon van Rijn (Rhine River) (1606-1669). Dutch Painter and engraver. He was born in Leiden, and he died in Amsterdam. Rembrandts father, a wealthy miller in Leiden, wished him to study at Leiden University - Rembrandt studied briefly there, however his study became of great importance to his motif-choices and his adaptation of the motifs. Rembrandt's family was not against his wish to become a painter, and he was apprenticed for three years to Jacob Swanenburch in Leiden, he subsequently spent half a year in Amsterdam at the Italian influenced history-painter Pieter Lastmann's workshop.
In 1624 Rembrandt established himself as painter in Leiden and developed his temperamental mode of expression. In 1631 he moved to Amsterdam, and in 1632 he got his breakthrough with the commissioned work "The anatomy lesson of Dr Nicolaes Tulp"*.
In 1634 he married the Major's daughter Saskia van Uylenburgh - the marriage, her families position, meant in the following period a marked increase in his official acknowledgement and popularity. Later he got more absorbed into artistic problems, his paintings changed character, and did no longer match the expectations and demands of the promoters - in "The Night Watch", which was commissioned as a group portrait, he was accused of not worrying about exact likeness and instead absorbed himself in the Baroque style's exaggerated motion and lighting technique, Rembrandt was influenced by Caravaggio's realism and light. The company is ready to move forward by order of captain Cocq (with the red sash), beside the captain stands lieutenants. The woman in the painting is supposed to be Saskia, who died the same year Rembrandt finished the painting (1642) - to the right of Saskia is a figure wearing a helmet decorated with oak leaves, a symbol of victory. Originally "The Night Watch" contained 34 persons/portraits, 2 portraits has been cut away in the 18th century because the painting was adjusted to the wall in the town hall at the Dam-place (the present royal palace). The names of 18 persons are written at the sign in the town's gate archway. In group portraits the artist often portrayed himself at the far right or left of the painting. It is uncertain whether or not Rembrandt portrayed himself in "The Night Watch", however the only person, who could be Rembrandt himself is almost hidden in the middle of the painting, only the right eye and the nose could faintly be seen.
The original title of "The Night Watch" was "The Militia Company of Captain Frans Banning Cocq and of Lieutenant Willem van Ruytenburgh" - in 1808 the varnish had become so dark that the painting looked like a night-scene and was titled "The Night Watch". In 1975-76 the painting was restored after vandalism with a knife.
After Saskia's dead Rembrandt became more isolated and withdrawn e.g. in several of his self-portraits were seen genuine melancholy.
Rembrandts works had in many ways strong connection to Italian art, his early paintings were presumably influenced by Lastmann, the later by Venetian Renaissance. He got his knowledge of Italian artist through his own collection of paintings and sketches, which he bought at auctions in Amsterdam. The majority of his collection was sold in 1656, when his private financial situation forced him to realize his paintings. To put his finances on a sound basis, he later opened up an art gallery together with his son Titus and his girlfriend Hendrickje Stoffels.
Rembrandt's art from his later periods were only appreciated by few of his contemporaries, in the 19th century he was rediscovered by the romanticists, and he became regarded as one of his century's greatest painters. The Danish painter Thomas Kluge has been called a modern Rembrandt.

"Dr. Nicolaes Tulps anatomitime", 1632, Mauritshuis, Haag

"The Anatomy Lesson of Dr Nicolaes Tulp", 1632, Mauritshuis, The Hague

*"Dr. Nicolaes Tulps anatomitime" var Rembrandts første hovedværk i Amsterdam. Indtil begyndelsen af 1600-tallet specielt i Nordeuropa var anatomisk videnskab noget man kendte til, men ikke fra den akademiske verden. En kirurg var identisk med en slagter eller barber. På anatomiske teatre fandt offentlig dissektion af dødsdømte og kriminelle sted, det tog 3-5 dage - vintermånederne var de foretrukne af hensyn til ligets holdbarhed.
Den offentlige dissektionen var et led i afstraffelsen, samfundets hævn og primært en social begivenhed, sekundært en videnskabelig begivenhed. En forbryder der blev pint og torteret var en advarsel om hvordan det kunne gå, hvis man ikke holdt sig inden for lovens rammer. I Holland kunne man dømmes til at blive flået levende. I Frankrig i 1600-tallet havde man et hierarki af afstraffelse - straffen blev udmålt i forhold til oppositionshandlingen mod samfundet. Dissektion er ikke nyt - fra 400 e.Kr. findes et vægmaleri med en dissektionsscene.
I slutningen af middelalderen begyndte dissektion at blive offentlig. Leonardo da Vinci har dissekeret omkring 30 lig i malerkunstens tjeneste i sine bestræbelser på at finde frem til det ideale menneske. Efter reformationen havde man fået kapeller tilovers, her kunne dissektionerne forgå, symbolsk kunne man her opløse Guds skaberværk. I 1550 fandt 10 offentlige dissektioner sted i Amsterdam, samme år oprettedes i Holland et kirurgisk-anatomisk laug i alle byer. Laug hvor liget var uden betydning, personerne blev portrætteret, liget var en rekvisit.

*"The anatomy lesson of Dr Nicolaes Tulp". Until in the early 17th century, particularly in Northern Europe, anatomic science was known, however not from the academic world. A surgeon was identical with a butcher or a barber. At anatomical theatres public dissection of criminals condemned to death took place - mainly in the winter months because of the dead bodie's condition, it lasted about 3-5 days.
The public dissection was a part of the punishment, the society's revenge on people, who did not follow the rules, primarily a social event, secondary a scientific event. In the Netherlands a criminal could be flayed alive. In 17th Century France a hierarchy of punishment was practiced - the punishment was measured out in relation to the opposition action against society.
Dissections had been practiced since around 400 AD - e.g. a mural showed a dissection scene. I the late Middle Ages dissection became a public event.
Leonardo da Vinci dissected more than 30 corpses for art's sake. After the reformation there was chapels left, where the dissections took place - symbolically God's creation was dissolved. In 1550 10 public dissections took place in Amsterdam, the same year anatomical and surgical guilds were founded in Dutch cities.

Rembrandt2-selfportrait-baroque.jpg (53320 byte)

943-Rembrandt-Klaedemagerla.jpg (45751 byte)

959-Den-Hellige-Familie.jpg (35062 byte)

"Selvportræt", ca. 1634, Galleria degli Uffizi, Firenze.

"Self-portrait", c. 1634, Galleria degli Uffizi, Florence.

Rembrandt foran sit billede af Klædehandlerlauget.

Rembrandt in front of "The Syndics of the Amsterdam Drapers' Guild".

"Klædehandler lauget", 1662, Rijksmuseum, Amsterdam.

"The Syndics of the Amsterdam Drapers' Guild"., 1662, Rijksmuseum, Amsterdam.

Rembrandts hustru Saskia van Uylenburgh.

Rembrandt's wife Saskia van Uylenburgh.

"Den jødiske brud", ca. 1665, Rijksmuseum, Amsterdam.

"The Jewish Bride", c. 1665, Rijksmuseum, Amsterdam.

"Den Hellige Familie", ca. 1644, Rijksmuseum, Amsterdam.

"The Holy Family", c. 1644, Rijksmuseum, Amsterdam.

"Stilleben med vanitassymboler", ca. 1630, Rijksmuseum, Amsterdam.

"Still-Life with Vanitas-Symbols", c. 1630, Rijksmuseum, Amsterdam.

"Nattevagten"/"Kaptajn Frans Banning Cocq's og løjtnant Willem van Ruytenburgh's milits/folkehær", 1642, Rijksmuseum, Amsterdam.

"The Nightwatch"/"The Militia Company of Captain Frans Banning Cocq and of Lieutenant Willem van Ruytenburgh", 1642, Rijksmuseum, Amsterdam

"Samson blindes", 1636, Städelsches Kunstinstitut, Frankfurt am Main.

"The blinding of Samson", 1636, Städelsches Kunstinstitut, Frankfurt am Main.

"Europas bortførelse", 1632, The J. Paul Getty Museum, LA.

"The Abduction of Europa", 1632, The J. Paul Getty Museum, LA.

"Stormen på Galilæa sø", 1633.

"The Storm on the Sea of Galilee", 1633.

"Den fortabte søn vender tilbage", c. 1662, Eremitagemuseet, Sankt Petersborg.

"The return of the prodigal son", c. 1662, Hermitage Museum, St. Petersburg.

"Piazza Signoria i Firenze", c. 1742, Budapest Kunstmuseum.

"La Piazza delle Signoria in Florence", c. 1742, Budapest Museum of Fine Arts.

	Canaletto (Giovanni Antonio Canal) (1697-1768). Italiensk maler fra Venedig. Malede især engelske og venezianske prospekter samt fantasibilleder. Arbejdede i England fra 1746-55. Hans væsentligste velyndere var engelske aristokrater. Han malede mange billeder med motiver af engelske landskaber og landsteder, før han vendte tilbage til Venedig i 1755. Hans seneste malerier blev i stigende grad kritiseret for deres overfladiske måde og mekaniske gentagelse af alt for velkendte motiver. De stemningsfulde kvaliteter af hans bedste arbejder fik stor indflydelse på 1800-tallets landskabsmalere.

	Canaletto (Giovanni Antonio Canal) (1697-1768). Venitian late Baroque and Rococo painter.

Budapest Kunstmuseum/Budapest Museum of Fine Arts.

"Canal Grande og Santa Maria della Salute", 1730.

"The Grand Canal and the Church of the Salute", 1730.

"Bucintoros tilbagevenden på Kristi Himmelfartsdag", 1732, Royal Collection, Windsor.

"Return of Bucintoro on Ascension Day", 1732, Royal Collection, Windsor. (Bucintoro = sailing vessel)

Westminster Bridge London, 1746.

"Udsigt til indgangen til venetianske skibsværft", 1732.

"View of the Entrance to the Venetian Arsenal", 1732.

"The Piazzetta".

"Northumberland House, London", 1752, Collection Duke of Northumberland.

Stenhuggerens gård, i baggrunden Santa Maria della Carità, 1726-30, National Gallery, London.

"Stonemason's Yard"/"Campo S. Vidal and Santa Maria della Carità". 1726-30, National Gallery, London.

Portrait of Giovanni Antonio Canal, before 1735, Royal Collection, Windsor.

Steen, Jan Havicksz. (1626-1679). Hollandsk genremaler eller guldaldermaler. Inspireret af Caravaggios realisme. Hans hovedtema var fortællinger fra hverdagslivet blandt bønder og borgere og i krostuerne skildret på en humoristisk måde og med psykologisk indsigt og moralske tanker bag. I billederne er stor farverigdom. Steen malede også landskaber, stilleben og historiske, mytologisk og religiøse scener samt portrætter.

Steen, Jan Havicksz. (1626-1679). Dutch genrepainter or Golden Age painter. Influenced by Caravaggio's Realism. His main theme was scenes from everyday life showing psychological insight, sense of humour and abundance of colour. He also painted landscapes, still lifes and historical, mythological and religious scenes and portraits.

	"Den lystige familie", 1668, Rijksmuseum, Amsterdam. Klik her for at se hele billedet.
	"The Merry Family", 1668, Rijksmuseum, Amsterdam. Click here to view full size image.

Selvportræt, 1670/Self-portrait, 1670.

"Festen for St. Nikolas", 1665-68, Rijksmuseum, Amsterdam.

"The feast of St Nicholas", 1665-68, Rijksmuseum, Amsterdam.

"Børn lærer en kat at danse", 1665-68, Rijksmuseum, Amsterdam.

"Children teaching a cat to dance", 1665-68, Rijksmuseum, Amsterdam.

"Bønder foran en kro", 1653, Toledo Museum of Art, Ohio.

"Peasants before an Inn", 1653, Toledo Museum of Art, Ohio.

"Kunstnerens familie", ca. 1663, Mauritshuis, Haag.

"The Artist's Family", c. 1663, Mauritshuis, The Hague.

	"Køkkenpigen", c. 1660, Rijksmuseum, Amsterdam. Klik her for at se hele billedet.
	"The Kitchen Maid", Rijksmuseum, Amsterdam. Click here to view full size image.

	Vermeer van Delft, Jan (1632-1675). Hollandsk interiørmaler. Inspireret af Caravaggios realisme.

	Vermeer van Delft, Jan (Johannes) (1632-1675). Dutch interior painter. Influenced by Caravaggio's Realism.

"Prospekt fra Delft", 1660-61, Mauritshuis, Haag.

"View on Delft", 1660-61, Mauritshuis, The Hague.

"Allegori over maleriet", c. 1666, Kunsthistorisches Museum, Wien.

"The Allegory of Painting", c. 1666, Kunsthistorisches Museum, Vienna.

"Astronomen", c. 1668, Louvre, Paris.

''The Astronomer'', c. 1668, Musée du Louvre, Paris.

"Pige med perleørering", ca. 1665, Mauritshuis, Haag.

"Girl with a Pearl Earring", c. 1665, Mauritshuis, The Hague.

"Kniplersken", c. 1669-70, Louvre, Paris.

"The Lacemaker", c. 1669-70, Musée du Louvre, Paris.

1 Udsnit af "Kvinde skriver et brev sammen med sin tjenestepige", 1670, National Gallery of Ireland, Dublin 2 Udsnit af "Kærestebrevet", ca. 1667-70, Rijksmuseum, Amsterdam. 3 Udsnit af "Kvinde læser et brev", ca. 1663-64 , Rijksmuseum, Amsterdam.

1 Detail of "Lady Writing a Letter with Her Maid", 1670, National Gallery of Ireland, Dublin 2 Detail of "The Love Letter", c. 1667-70, Rijksmuseum, Amsterdam. 3 Detail of "Woman Reading a Letter", c. 1663-64 , Rijksmuseum, Amsterdam.

Diego de Silva y Velázquez (1599-1660). Den spanske barokmaler og hofmaler for Kong Philip 4. Diego Velàzquez blev som 11-årig elev af den spanske manierist Francisco Pacheco (1564-1654). Efter læretiden begyndte Velàzquez at fremstille naturalistiske billeder med fokus på portrætter, stilleben og religiøse motiver. I 1623 rejste han til Madrid. I 1629 portrætterede han den unge Kong Philip 4. - en bestillingsopgave, der vakte så stor kongelig begejstring, at han blev udnævnt til hofmaler. Under et studieophold i Italien stiftede han bekendtskab med de store venetianske mestre som Tizian (renæssance) og Tintoretto (manierisme). Han var en stor beundrer af den Venetianske Skoles (1450-1600) farveoverdådighed og kraftfulde realisme, som han efter hjemkomsten til Madrid anvendte i sine billeder. Velàzquez inkluderede sig selv i flere af sine især senere værker, og fremhævede hermed sin samhørighed med sin kunst og antydede samtidig, at han så sig selv som en væsentlig figur og ikke en ydmyg maler. I sine kongelige portrætter afveg han fra de traditionelle stive formelle portrætfremstillinger, han valgte fx at portrættere hofnare og dværge i sin interesse for menneskefiguren.

Velàzquez var først og fremmest portrætmaler og højdepunktet i genren var mesterværket "Las Meninas".
"Philip 4.'s familie, eller hofdamerne" (Las Meninas), 1656, af Diego Velázquez, Prado Museet. I billedets farveholdning, kontrasten mellem lys og mørke, clair-obscur, og i de realistiske detaljer ses inspirationen fra den italienske barokmaler Caravaggio. Scenen er et højloftet rum i kongepaladset i Madrid, formentlig Velázquez's atelier. Der er ingen møbler. På væggene hænger malerier, hvoraf de to på endevæggen er identificeret som Velázquez's gengivelse af Peter Paul Rubens billeder "Minerva straffer Arachne" til venstre og "Apollons sejr over Marsyas" til højre.

Klik her for forstørrelse.
Click here for enlargement.

På scenen/i billedrummet agerer definerbare personer fra det spanske hof. Umiddelbart betragtet kan billedet opleves som et genremaleri i barokstil, som en fortælling om en hverdagssituation ved det spanske hof,

imidlertid er det ikke så direkte aflæseligt, som det kan synes at være. Det har en kompleksitet samt en forfinethed i malemåden, der adskiller sig fra de samtidige hollandske genrebilleder. Personerne i billedet gebærder sig unaturligt på scenen og er unaturligt belyst, og den væsentlige forskel på barokmaleriet og et genrebillede er, at portrættet fremstår med en ny intensitet og en øget psykologisk personkarakteristik. Billedet er på den ene side et øjebliksbillede, et snapshot, på den anden side en bevidst iscenesættelse af de portrætterede. Gruppeportrættet viser den kongelige familie og dens ansatte. Samtidig er de væsentligste portrætter den lille prinsesse og Velázquez's selvportræt samt portrættet af dværgen i mørkeblå dragt, de øvrige personer er staffage frem for portrætgengivelser, de er medspillere i den scene som er sat, og som overvåges af kong Philip d. 4. (1605-1665) og dronning Mariana af Østrig (1634-1696) gengivet i spejlet på endevæggen. I alt 11 personer og en hund indgår i billedet. De ni af personerne indgår direkte i billedet, de to indirekte, da de figurerer i spejlet. Nogle af figurerne ser mod beskueren mens andre agerer i deres eget univers.
Den centrale figur i billeder er den 5 år gamle infanta Margarita Teresa (1651-1673), datter af kong Philip 4. Hendes venstre kind blev beskadiget ved slotsbrænden i 1734 og er blevet restaureret. Hun blev som 15-årig gift med kejser Leopold 1. af det tysk-romerske rige, og døde som 21-årig afkræftet efter at have født seks børn og haft flere aborter. Margarita Teresas lyse hår er pyntet med et lysorange hårbånd, en tilsvarende pynt ses under den lyse kjoles halsudskæring. Den lysorange farve går igen på tylærmerne som sløjfer. Margarita Teresa opvartes af sine hofdamer María Agustina de Sarmiento, der ses til venstre for hende. Hun rækker et gyldent fad med en lille orangerød kande til prinsessen. Hofdamens blik er rettet mod prinsessen, der ikke ænser hende, men synes at være i sin egen verden. Til højre for Margarita Teresa ses hendes anden hofdame Isabel de Velasco, der distret gør kompliment for prinsessen, hun ser ikke på hende, men ud i rummet. I gruppen i forgrunden ses til højre to hofnarer, der er dværge, den tyske María Bárbola, og den italienske Nicolasito Pertusato, der med sin venstre fod muntrer sig ved at vække den slumrende hund, der er en variant af en mastiff. Bag den nejende hofdame ses anstandsdamen Marcela de Ulloa, der er placeret ved siden af en uidentificerbar person, formentlig en livvagt. I døråbningen står dronningens hofchef José Nieto. Om Nieto kommer eller går kan ikke bestemmes, begge dele kan være tilfældet når man betragter benenes position på trappetrinnene. Han holder med højre hånd et gardin til side, bag hvilket der der ses et kraftigt lys, en dybde, en evighed, et perspektivisk forsvindingspunkt. Nieto kan kun ses af kongeparret, der ser sceneriet fra beskuerens synsvinkel.
Til venstre i billedet ses Velázquez selv i færd med at arbejde på et kæmpelærred. Han bærer Santiago (Skt. Jakobs) Ordenen, som han først modtog i 1659, tre år efter billedet var afsluttet. Kong Philip 4. beordrede ordenen tilføjet efter Velázquez's død. En anekdotisk beretning vil vide, at kongen selv malede ordenen på kunstnerens dragt. I bæltet hænger nøgler symboliserende hans titel af kammerherre. I sin venstre hånd holder han en palet og pensler. På paletten ses de farver, der indgår i billedet orange, hvid og sort. I sin højre hånd holder han den pensel, som er i brug. Det store lærred, der støttes af et staffeli skaber intimitet, med sin skråtstillede placering i venstre yderste billedhalvdel. Rummet lukker sig om sig selv, fem personer, maleren, prinsessen, Nieto, den nejende hofdame og dværgen ser ud i det rum, de befinder sig i, formentlig på kongeparret, der står foran dem og bliver portrætteret af Velázquez.
Billedet kan betragtes som værende et portræt i portrættet forstået på den måde, at det arrangerede sceneri med gruppen omkring prinsessen (der kan have kedet sig bravt og opmuntres af at overvære portrætteringen) er det ene portræt, og det andet portræt er det, der er under tilblivelse. Velázquez skildrer således det der foregår foran kongeparret, der udenfor billedrummet står modeller for ham til et dobbeltportræt. Den amerikanske kunsthistoriker Horst Waldemar Janson (1913-1982) mener at spejlbilledet af kongen og dronning er fra det lærred Velázquez arbejder på, og som er skjult for beskueren. Andre iagttagelser går på, at lærredet er i et for stort format i forhold til Velázquez' øvrige portrætter, og derfor ikke er det kongelige dobbeltportræt, men et andet maleri, der er under udførelse. "Las Meninas" indeholder det eneste kendte dobbeltportræt af kongeparret udført af Velázquez.
Se en scene fra "Las Meninas" af den engelske videokunstner Eve Sussman, klik her. Scenen er fra værket "89 seconds at Alcázar", 2004.

The Spanish sculptor Aniceto Marinas García's (1866-1953) statue of Velázquez, 1899, placed in front of the Prado Museum's main entrance.
The Spanish Baroque painter and court painter of King Philip 4. (1605-1665). Diego Rodríguez de Silva y Velázquez (1599-1660) became at the age of eleven apprenticed to the Spanish Mannerist painter Francisco Pacheco (1564-1643). After end of the apprenticeship he began to paint in a naturalistic style focusing on portraits, still-lives and religious motifs. In 1623 he moved to Madrid. In 1629 he portrayed the young King Philip IV - a commission which evoked such a great royal enthusiasm that he was appointed court painter, a post he retained throughout his life. During a study visit in Italy he became acquainted with the Venetian masters such as Titian (Renaissance) and Tintoretto (Mannerism). He adopted the Venetian School's (1450-1600) sumptuousness of colours and vigorous Realism. Velàzquez included himself in several of his later works to show his feeling of belonging to his works of art, and hinted at the same time that he himself was an important figure and not a humble painter. Interested as he was in studying the human figure, his royal portraits differed from the traditional formal presentations, he portrayed among others court jesters and dwarfs. Velàzquez was first of all a portrait painter and the final culmination of the genre was his masterpiece "Las Meninas".
"The Family of Philip IV, or Las Meninas" (The Ladies-in-waiting), 1656, by Diego Velázquez, The Prado Museum. The painting's colour scheme, the contrast between light and dark, clair-obscur, and the realistic details are inspired by the Italian Baroque painter Caravaggio. The scene is a high ceilinged room in the Alcázar (citadel) of Madrid, presumably Velázquez's studio. The room is unfurnished. The walls are decorated with paintings, of which the two on the rear wall are identified as Velázquez's reproduction of Peter Paul Rubens' paintings "Minerva Punishing Arachne" to the left, and "Apollo's Victory over Marsyas" to the right. At first glance the painting can be seen as a genre painting in Baroque style, as a scene of everyday life at the Spanish Court. However the work is more complex than is generally believed, and it consists of a higher degree of delicacy, balance and refined brush strokes than the contemporary Dutch genre paintings. The figures in Velázquez' painting act unnaturally in the setting and are unnaturally lighted. The essential differences between the Baroque painting and the genre painting are the new intensity and an increased psychological characterization of persons. On the one hand the painting is a snapshot; on the other, a scene setting planned in careful detail. The group portrait shows the royal family and its staff. At the same time the most important portrayals are that of the Infanta, Velázquez' self-portrait and the portrait of the dwarf wearing a dark blue court dress. The other figures are staffage and fellow players rather than portraits. The scene is observed by King Philip IV (1605-1665) and Queen Mariana of Austria (1634-1696) depicted in the mirror. In all eleven figures and a dog form part of the painting, some of them look at the viewer, others act in their own universe.
The central figure in the painting is the five year old Infanta Margarita Teresa (1651-1673), daughter of Philip IV. Her left cheek is restored, because it was injured when the castle burned down in 1734. At the age of fifteen she married Leopold I, the Holy Roman Emperor, and died at the age of twenty-one weakened by childbirths and miscarriages. Margarita Teresa's long blond hair is decorated with a light orange bow, which is similar to the decoration of her dress. The light orange colour is repeated in the sleeve bows. The Infanta is served by her ladies-in-waiting, to the left María Agustina de Sarmiento handing her a golden salver with an orange red jug. María Agustina looks at the Infanta, who pays no attention to her, but seems to be in a world of her own. To the left is the maid-in-waiting Isabel de Velasco, who absent-mindedly curtsies to the Infanta. Among the figures in the foreground are two court jesters, they are dwarfs, the German María Bárbola, and the Italian Nicolasito Pertusato, who tries to wake the sleeping dog with his left foot. The dog is a kind of Mastiff. Behind the curtseying maid is Margarita's chaperone, and next to her an uindentified man, presumably a bodyguard. In the doorway stands the private secretary to the Queen José Nieto. It is not possible to say if Nieto is leaving or coming, both can be the case looking at the position of his legs on the steps. With his left hand he is pulling a curtain aside. Behind the curtain is a sharp light, a depth, an eternity, a vanishing point. Only the King and Queen can see him, they are looking at the setting from the spectator's point of view. to the left Velázquez has portrayed himself working on a large canvas. The emblem of the Order of Santiago (St. James) decorates his dress. He was awarded the honor in 1659, three years after completing the painting. An anecdote says that the king himself added the emblem after Velázquez's death. From his belt hang keys symbolizing his title of Lord-in-Waiting. He holds his palette and paint-brushes in his left hand. The colours on the palette, orange, white and black, are the colours used in the painting. In his left hand he holds the brush which he is using. The huge canvas supported by an easel creates intimacy with its oblique placement. Five persons, the painter, the Infanta, Nieto, the curtseying waiting-maid and the dwarf are looking at the royal couple in front of them. The painting is a portrait in a portrait. The arranged scenery, the group around the Infanta is one portrait, the other is under construction. Velázquez portrays what is going on in front of the King and Queen, who stand outside the painting posing for the artist. The theory of the American art historian Horst Waldemar Janson (1913-1982) is that the reflection of the royal couple comes from the canvas Velázquez is working on. Other observations of the painting are e.g. that the canvas size is too big compared to other portraits by Velázquez, therefore it is not the royal double portrait which is under construction. "Las Meninas" contains the only known double portrait of the King and Queen executed by Velázquez.

"Kristus på korset", ca. 1632, af Diego Velázquez, Prado Museet. Billedet er et af Velázquez's få religiøse billeder sammenlignet med hans produktion af portrætter. Det viser hans inspiration fra den Venetianske skole, som han har bragt til perfektion på sin egen måde. Billedet er betegnet som værende den mest perfekte skildring af Kristus. Et himmelsk lys falder på Kristi legeme. Han fremstår med en fysisk styrke, en menneskelig fuldkommenhed, som den der er stærkere end døden. Der er ingen pinefuld lidelse at spore, der er stilhed og ensomhed i den mørkeste nat i Jesu liv.

"Christ on the Cross", c 1632, by Diego Velázquez, Prado Museum. In comparison with his production of portraits he painted few religious pictures. This painting of Christ on the cross shows the influence of the Venetian School, which he has brought to perfection in his way. The painting has been described as the most perfect representation of Christ. A sublime/heavenly light falls on the body of Christ. He is represented with physical strength, a human perfection (which Neoplatonists believed in), as the one who is stronger than death. No painful suffering exists in the painting, only stillness and loneliness in the darkest night of of Christ.

Velazquez-Diego-baroque.jpg (14213 byte)

"Vulcans smedje", 1630, Prado, Madrid.

"The Forge of Vulcan", 1630, Museo del Prado, Madrid.

"Bredas overgivelse", 1635, Prado, Madrid.

"The Surrender of Breda", 1635, Museo del Prado, Madrid.

"Venus' toilette" eller "Rokeby Venus", 1647-51, The National Gallery, London. Navnet Rokeby refererer til det engelske landsted Rokeby Park, hvor billedet kom til i 1813 - hidtil havde det tilhørt en spansk hofmand. I 1906 blev det erhvervet af Nationalgalleriet.

"The Toilet of Venus" or "The Rokeby Venus", 1647-51, The National Gallery, London.

"En gammel kvinde steger æg", 1618, National Gallery of Scotland, Edinburgh.

"An Old Woman Frying Eggs", 1618, National Gallery of Scotland, Edinburgh.

"Portræt af Pave Innocent X", 1650, Galleria Doria Pamphilj, Rom.

"Portrait of Pope Innocent X", 1650, Galleria Doria Pamphilj, Rome.

Selvportræt/Self-portrait.

"Mediterende Maria Magdalena", Louvre, Paris.
Klik her for at se hele billedet.

"St Mary Magdalene Meditation",Musée du Louvre, Paris.
Click here to view full size image.

	de la Tour, Georges (1593-1652). Inspireret af Caravaggio, men lyskilde i billedet.

	De la Tour, Georges (1593-1652).

"Den Nyfødte", ca. 1645, Musée des Beaux-Arts, Rennes, Frankrig.

"The Newborn", c. 1645, Musée des Beaux-Arts, Rennes, France.

"Hyrdernes tilbedelse", ca. 1640, Musée du Louvre, Paris.

"The Adoration of the Shepherds", c. 1640, Musée du Louvre, Paris.

"Gammel Mand", ca. 1618-1619, The Fine Ar